Når Venedig Biennalen åbner i disse dage, sker det i tillid til, at kunsten har en rolle at spille i samfundet. Biennalen er hverken De olympiske lege i kunstnerisk præstation eller etablering af en ny kanon, hvor nogen er inde og andre er ude. Biennalen rækker ud mod folk med en slags overskud af betydning, nemlig den, som kunsten leverer, når den er god. Biennalen handler om verden NU set gennem de kunstnere, som lever NU.
Kuratoren Ralph Rugoffs disposition er et statement, der tager sit udgangspunkt i to forhold: For det første, at vi lever i en tid, som påkalder sig øget opmærksomhed i snart sagt alle retninger – »sense of urgency« er blevet den ansvarlige borgers hvilepuls – og, for det andet, at kunstnerne og kunsten har et skærpet blik for tiden, vi lever i. Kunne det ikke være et lille lærestykke, fragtet ind i en dansk debat om kultur, sådan per gondol?
