Her op til det nye år må det være tilladt at drømme. Supersygehusene står meget snart strømlinet klar til at tage sig af komplicerede sygdomsforløb. Vi kommer endnu mere, endnu vildere og endnu hurtigere til at opleve teknologier, som kan belyse sygdomme og accelerere behandlinger, så patienterne, før de ved af det, er blevet højhastighedsudskrevet. Teknologien er faktisk blevet så integreret i vores forståelse af at behandle – at gøre rask – at vi efterhånden glemmer at bruge vores hoveder til andet end den.
Denne ukritiske teknologioptimisme har sine ulemper. En af dem er, at vi kun sjældent tænker naturen ind i patienternes sygeforløb og personalets arbejdsforhold. En indlæggelse føles som en lang, fremmedgørende nedtur. Pluk en afdeling. Alt fra den almenmedicinske til intensivafdelingen. Lægen står i din fodende og taler højt. Den ene sygeplejerske efter den anden siger hej, flytter rundt på dig i sengen, tjekker dropslangen, stikker dig i armen eller skruer på ilten i din næse. Midt i et kollapset hvil begynder din seng at trille. Du er på vej til en scanning. Støj, skingre lyde og bevægelser. Mærkelige lugte, uafbrudte forstyrrelser i din rytme og alvorlige miner. Døgnet rundt. Mens du har smerter, kvalme og er ved siden af dig selv. Prøv at lukke dine øjne, og tænk på alt det i et øjeblik.
Og tænk nu på, at fremtidens intensivafdeling ligger i en skov. Ja, du læste rigtigt. En rigtig skov med store træer, som står fast, sikkert og beskyttende omkring dig og dine pårørende. Efter ankomst til hospitalet bliver du kørt i din seng ud ad stier til dette naturrum, som du altid har kendt til. Et sted, hvor du i din sygdom, om du er på vej ind i døden eller livet, mærker overgange af naturens farver, lyde og dufte. Rigtig ilt i ansigtet.
I denne drøm har vi ikke sagt farvel til teknologien. Der er alt det basale som laboratorium, monitor, sug og dropstativer. Den mere avancerede og nødvendige teknologi er også velkommen. Den er udviklet til at kunne transporteres og anvendes i et naturligt miljø.
Det kloge hoved vil måske grine voksent nu og spørge, hvordan det skal kunne lade sig gøre logistisk – og hvad med vejrudsigten? Tja, det er måske lidt besværligt at installere en højteknologisk hospitalsafdeling i en skov. Men hvis vi kan tilkoble en mekanisk hjerte-lungemaskine til et levende menneske, opfinde metoder til at 3D-printe organer eller gennemlyse hud med et lommeapparat, så man bedre rammer den vanskelige blodåre, så kan vi vel også klare den her.
Jeg ser en fremtid med kontorfunktioner mellem træerne, hvor personalet sidder i trækronerne og reflekterer over diagnoser, behandling og plejetiltag. Hvor patienter og personale flyder ind i naturens bevægelser. Hvor alle mærker deres kerne, styrke og mening med det, der sker lige her og nu.
Vi kan sørge for lige netop den tilstand, som altid mangler, når man er syg eller arbejder med syge. En følelse, som er tæt på umulig at opdrive i et ensidigt, unaturligt hospitalsmiljø, som vi kender det i dag. Derfor skal vi have skoven som tag over sygesengene.
