Viden er sejt, og naturen er fantastisk.

Der tales meget om, at vi mangler mennesker med kompetencer indenfor de såkaldte STEM-fag – altså de naturvidenskabelige og tekniske fag – og at udfordringerne kun bliver større i årene, der kommer. Hvis man synes, det er dyrt at investere i uddannelse og forskning, så skulle man bare se, hvad det koster samfundet at lade være.

Alligevel har man igennem en lang årrække valgt at holde fast i samme niveau for de statslige investeringer i forskning i stedet for at sigte højere og hæve ambitionsniveauet for, hvor stor en andel af vores BNP, vi skal bruge på forskning. Det er en skam, for det betyder, at vi sakker bagud og mister styringen, idet de private fonde, som vi er så heldige at have i landet, vokser og udgør en stadig større andel af forskningsmidlerne.

For vi er helt afhængige af forskning, viden og nye ideer. Det er det, der skal bringe vores samfund fremad og løse de udfordringer, vi står overfor.

Det gælder viden bredt set inden for alle forskellige felter, for hvad nytter det at udvikle en ny teknologi, hvis ikke befolkningen tager den til sig, og hvad nytter ny viden, hvis formidlingen af den strander?

Det er kun blevet mere aktuelt med tidens opmærksomhed på misinformation og antividenskabelige kampagner. Her er tværfaglighed og inddragelse af ekspertise på tværs af fakulteter helt afgørende. Vi vil dog her fokusere på de såkaldt »hårde« fag, som er dem, vi kender bedst og selv valgte at studere og forske i – den ene dog lidt mere jordbunden end den anden.

Hvad kan vi gøre for at få flere til at få øjnene op for STEM-fagenes herligheder?

Det positive er, at alle disse fag er helt utrolig spændende, så det handler bare om at vække interessen hos børn og unge – og interessen er der jo allerede hos langt de fleste. Børn har en iboende nysgerrighed i verden omkring dem og elsker at undersøge ting, stille spørgsmål og blive klogere. Det ser vi selv hos vores egne børn, når de leger, eller for eksempel går på opdagelse i haven.

Alligevel sker der ofte noget mærkeligt. Pludselig er det kedeligt, svært og uforståeligt at lære om matematik eller fysik. Hvad kan man gøre for at bevare barndommens nysgerrighed?

Det handler om at vække fascinationen til live igen, og til det kan den gode historie og det levende eksempel bruges, og der er vi heldige i Danmark. Sidste år kunne vi fejre, at en dansker modtog en nobelpris for første gang i et kvart århundrede, da Morten Meldal blev hædret for sin forskning. Det var samme år, vi kunne fejre 100-års jubilæet for Niels Bohrs Nobelpris i fysik, og om et par måneder sender vi for første gang en dansk astronaut ud på et flere måneder langt ophold på den internationale rumstation.

Alt sammen er store banebrydende præstationer, der er helt oplagte til at fremme samtalerne om videnskab og forskning, og som kan bruges til at tænde interessen for disse fag hos både børn og voksne. Den mulighed skal vi gribe. Tidligere generationer havde månelandingerne, der samlede og satte vores eksistens i perspektiv. Her har vi en række store, lokale markeringer, der kan have samme effekt.

Hvorfor er det for eksempel relevant at bruge endog mange penge på rumforskning, når der er masser af udfordringer på Jorden?

Her kan man forklare, hvordan det hjælper til at forstå klimaforandringer bedre, og hvordan satellitter kan bruges til at optimere alt fra afvikling af trafik til vanding af afgrøder, eller hvordan det er afgørende for, at din smartphone virker som forventet – for ikke at nævne den helt grundlæggende tilfredsstillelse i at blive klogere på, hvor vi kommer fra, og hvordan universet er opstået og udvikler sig.

Men det er selvfølgelig ikke kun på den skala, at forskning bliver relevant. Der foregår masser af spændende ting på landets universiteter, som man kan tale om, og i flere og flere kommuner er det nu muligt for folkeskoleelever at »gå til videnskab«, hvor Videnskabsklubben tilbyder gratis forløb i alt fra mikrobiologi og kemi til primatologi og biodiversitet.

For os begge var nysgerrigheden og fascinationen af verden omkring os en del af vores barndom og det, der fik os til at gå i videnskabens retning. Den fascination skal vi give videre til kommende generationer.

Andreas Mogensen er ph.d. samt astronaut, og Stinus Lindgreen er ph.d., MF for Radikale Venstre samt bestyrelsesmedlem i Videnskabsklubben