Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

For 36 år siden lykkedes det min far at melde mig ind i Hvidovre Fodboldklub – ingen havde fortalt ham, at det stred imod al sund fornuft

Så længe vi italesætter integration som statens opgave, opfører vi os ikke kun arrogant. Vi fjerner også individets motivation og personlige ansvar for egen integrationsproces.

»Kigger vi på de ressourcer, der bliver brugt på integrationspolitiske strategier i kommuner og organisationer, kunne man få den tanke, at det danske samfund er en af de mest komplekse størrelser i verden, som ingen syd for den danske grænse har evner til at forstå af egen kraft,« skriver Rami Panduro Zouzou. Foto fra Den Røde Plads på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Den politiske sæson er ved at komme i gang, og via sit forståelsespapir lader regeringen os forstå, at den – som så mange regeringer før den – vil styrke integrationen. Historisk set ved vi, at mange mener, at dette bedst gøres ved at udvikle store forkromede programmer med det formål at inkludere vores nye medborgere i det unikke, men meget komplekse foreningsliv.

Men mon ikke snart tiden er moden til at tale om integration som et personligt ansvar. Stoppe med at italesætte alle mulige barrierer, som man skal overvinde for at tage del i foreningslivets inkluderende fællesskaber og stole på, at den mangfoldige gruppe af individer med rødder i Mellemøsten faktisk har ressourcerne til på egen hånd at tage aktiv del i det samfund, de har valgt at kalde deres hjem.

Foto: Rami Panduro Zouzou.

Kigger vi på de ressourcer, der bliver brugt på integrationspolitiske strategier i kommuner og organisationer, kunne man få den tanke, at det danske samfund er en af de mest komplekse størrelser i verden, som ingen syd for den danske grænse har evner til at forstå af egen kraft.

I integrationens navn mener man derfor, at selv anden- og tredjegenerationsindvandrere behøver støtte og vejledning, hvis de skal have adgang til foreningslivet, der som altid fremhæves som den store åbenbaring, når det drejer sig om at lære unge uromagere at begå sig i det samfund, deres bedsteforældre indvandrede til for 40 år siden.

Derfor bruger de store organisationer smukke akademiske begreber, når de skal fortælle om de svære barrierer, som personer med anden etniske herkomst skal overvinde for at få adgang til foreningslivets forjættede land. For jo flere barrierer man opfinder, desto flere midler har organisationerne adgang til, når de skal lære nydanskerne at begå sig i den frivillige sektor.

Vores samfund er ikke vanskeligt at forstå

Men er det virkelig så vanskeligt? For 36 år siden lykkedes det min far –trods gebrokkent dansk – at melde mig ind i Hvidovre Fodboldklub. Ingen havde fortalt ham, at det stred imod al sund fornuft, da han som syrer jo ikke kendte til foreningslivets traditioner og organisering. Men han kunne bruge en telefon, og ugentlig træning og kontingentbetaling var heller ikke meget anderledes end det, han var vant til fra sin tid som idrætsudøver i Syrien.

»Så lad den politiske sæson starte med, at regeringen gør op med fortællingen om, at vores samfund er så vanskeligt at forstå for folk, der ikke har rødder i Danmark«


Så længe vi italesætter integration som statens opgave og konstant omtaler foreningslivet som en svært tilgængelig størrelse for særlige befolkningsgrupper, opfører vi os ikke kun arrogant.

Vi fjerner også individets motivation og personlige ansvar for egen integrationsproces, hvorfor den integrationspolitiske scene overtages af projektmagere, der konstant opfinder nye forklaringsmodeller om, hvordan folk fra hele den arabiske verden agerer, når de møder foreningslivet.

Så lad den politiske sæson starte med, at regeringen gør op med fortællingen om, at vores samfund er så vanskeligt at forstå for folk, der ikke har rødder i Danmark. Så kunne det være, der var flere, som tog et selvstændigt ansvar for deres egen integration. Det behøver ikke være statens opgave. Så meget tillid skylder vi vel vores medborgere, hvis vi altså virkelig mener, de kan bidrage positivt til vores samfund.