Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fonsmark-prisen: Kathrine Lilleør formår at diskutere mennesket, troen og samfundet på én og samme tid

Kathrine Lilleør er blandt otte indstillede til Berlingskes nye pris, Fonsmark-prisen, der tildeles markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat.

Kathrine Lilleør er nomineret til Berlingskes nye Fonsmark-pris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Kathrine Lilleør skiller sig ud blandt danske sognepræster.

På den ene side er hun tydeligt klassisk borgerlig, men det er alligevel lykkedes hende ikke at blive placeret i hjørnet blandt meget politiserende præster.

Hun er debattør, ofte skarp, ofte meget kritisk og med klar adresse. Men med en sjældent svigtende evne til at favne både det eksistentielle fra teologien, det moderne menneskes konkrete livsvilkår – og det samfundsrelevante.

Kathrine Lilleør har i 17 år skrevet klummer i Berlingske. Men hendes vingefang er større end den periodiske klummes. I 2005 udgav hun en meget omtalt samtalebog med Naser Khader om kristendom og islam – det var midt i krisen om Muhammedtegningerne. Og i 2009 kom den første af tre regulære bestsellere, »Kvinde, hvorfor græder du«, hvor Lilleør modigt satte sig selv i spil i en hudløs selvbiografisk bog om en række af livets afgørende spørgsmål.

Hun har skrevet ph.d. om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, hun tager rundt i landet som foredragsholder og bliver ofte benyttet i medierne, netop fordi hun kan noget, de færreste evner: At diskutere mennesket, troen og samfundet på én og samme tid, men helt uden firkantet politisering, og derved medvirke til at gøre kristendommen til en langt mere levende størrelse i debatten.

Det er borgerligt på fineste vis. Derfor lytter og læser så mange, og derfor indstilles Kathrine Lilleør til Fonsmark-prisen 2020.

Kathrine Lilleør, 55 år. Sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i Nyboder, København. Tidligere sognepræst i Hvidovre, Slagslunde og Ganløse. Fhv. medlem af Etisk Råd. Forfatter, debattør og foredragsholder.