En række politikere, embedsmænd og journalister har i Berlingskes artikelserie berettet om en syg arbejdskultur på Christiansborg. Jeg giver dem langt hen ad vejen ret. Men jeg undrer mig over, at ingen har peget på udfordringen i, at vores folkestyre har så mange små partier med ordførere, der følgeligt ikke har tiden til at sætte sig ind i lovbehandlingen. Det bliver kvantitet fremfor kvalitet.
Som tidligere advokat er jeg vant til at arbejde mange timer og ud på de små timer. Det er nogle gange nødvendigt, eksempelvis når en virksomhedstransaktion skulle lukkes. Derfor er jeg heller ikke så enig i kritikken af timelange forhandlinger om natten. Er det optimalt? Nej. Men det er et vilkår i nogle brancher til nogle tider, også i politik.



