Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Fødevare- og Landbrugspakken er omgærdet af myter

Hvad er egentlig op og ned i debatten om Fødevare- og Landbrugspakken? Den er både teknisk kompliceret og præget af politiske holdninger frem mod det kommende folketingsvalg.

»Den generelle regulering betød, at landmænd siden 1999 var tvunget til at undergødske deres marker med mindst ti procent i forhold til, hvad der giver det bedste økonomiske udbytte.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Debatten om Fødevare- og Landbrugspakken, som gav landmændene lov til at bruge mere gødning på deres marker, er blusset op igen. Ikke mindst på grund af Berlingskes artikler om den manglende implementering af såkaldte kollektive indsatser. Fronterne er trukket særdeles skarpt op. Modstanderne påstår, at pakken vil rulle 30 års indsats for et bedre vandmiljø tilbage, og tilhængerne er trukket i forsvarsposition.

Men hvad er egentlig op og ned i denne debat, som for lægfolk kan være svær at gennemskue, fordi den både er kompliceret teknisk og samtidig præget af politiske holdninger frem mod det kommende folketingsvalg?

Pakken er som sådan en del af udmøntningen af de anbefalinger, som den bredt funderede ekspertgruppe i Natur- og Landbrugskommissionen med Jørn Jespersen som formand leverede allerede i 2013. Kommissionen pegede i sine anbefalinger på muligheden for målrettede miljøtiltag som afløsning for den generelle regulering, der blot reducerede mængden af kvælstof, der måtte tilføres markerne.

Kommissionens analyse var, at den hidtidige generelle regulering ikke ville kunne levere den ønskede reduktion i kvælstofudledningen til grundvand og havmiljø. Målretningen af miljøtiltag giver landmændene mulighed for at tilføre jorden mere gødning samtidig med, at miljøstanden fortsat kunne forbedres via andre mere omkostningseffektive og målrettede metoder.

Øget behov for kvælstof

Den generelle regulering betød, at landmænd siden 1999 var tvunget til at undergødske deres marker med mindst ti procent i forhold til, hvad der giver det bedste økonomiske udbytte. Med tiden er afgrødernes behov for kvælstof steget, blandt andet på grund af højere udbytter. Derfor har undergødskningen også reelt været højere end ti procent, og i 2015 således på ca. 18 procent.

Den lavere tilførsel af kvælstof betød sammen med bedre sorter, at indholdet af protein i kornet faldt markant fra over 11 procent i 1990erne til omkring ni procent i 2015, hvilket har givet behov for omfattende import af ekstra protein for eksempel i form af soja. Dette betød i sidste ende store økonomiske tab for landbruget, uden at miljøet blev tilsvarende forbedret. Ny forskning har vist, at den såkaldte marginaludvaskning, altså hvor stor del af en ekstra tilførsel af kvælstof, der udvaskes, ikke er så stor som tidligere antaget. Det vurderes, at marginaludvaskningen nu ligger på cirka 15-20 procent mod tidligere 30 procent.

Foto: Jørgen E. Olesen.

Konklusionen er, at der er langt ringere miljøeffekt af en generel undergødskning i forhold til andre metoder, som f.eks. efterafgrøder eller vådområder, som kan målrettes til at beskytte det mest sårbare vandmiljø. Der er nemlig stor forskel på sårbarheden i de kystnære områder omkring Danmark.

Derfor indeholder Landbrugspakken også en stribe elementer, der har til formål at eliminere den negative effekt af, at landmændene må bruge mere gødning, og endda reducere udledningen af kvælstof yderligere. Det drejer sig om ekstra efterafgrøder som skal placeres steder, hvor risikoen for udvaskning til vandmiljøet er størst. Efterafgrøderne opsamler kvælstoffet, så det ikke udvaskes til vandmiljøet.

Vellykket indsats

Den indsats er faktisk lykkedes fuldstændig. Landmændene har budt ind på den frivillige ordning og på den led »spillet lige op« med den ekstra mængde kvælstof, som de fik adgang til at bruge. Desuden har ændringer i afgrødevalg betydet, at landmændene ikke har brugt hele den forventede mængde ekstra gødning.

Med Landbrugspakken blev der taget et nyt virkemiddel i brug. Forskning har vist, at det er muligt at reducere kvælstofudledningen ved at fjerne kvælstof fra drænvand, der løber fra markerne om vinteren. Det sker i de såkaldte minivådområder, som udgraves i kanten af marken. Når drænvandet løber ud i disse minivådområder fjernes en del af nitraten, idet det omdannes til inaktivt atmosfærisk kvælstof. Det er samme mekanisme, som i de velkendte vådområder, der har været anvendt til kvælstoffjernelse siden 1990erne.

Foto: Ejnar Schultz.

I Landbrugspakken indgår minivådområder, vådområder og skov som kollektive virkemidler, der skal bidrage til yderligere at reducere udledningen. Der er den manglende implementering af disse virkemidler, der har givet anledning til den seneste debat, som har handlet om, hvorvidt virkemidlerne kunne have været indfaset så hurtigt som forudsat i Landbrugspakken.

Hvis ikke det kan ske tilstrækkeligt hurtigt, kan der i stedet skrues op for andre virkemidler, som f.eks. efterafgrøder, der hurtigere kan implementeres. Denne kronik handler om, hvorvidt Fødevare- og  Landbrugspakken på lang sigt hænger fagligt sammen.

Ketchup-effekt

For minivådområderne gælder, at landmændene første gang kunne søge om tilladelse til etablering i foråret 2018. Herefter skulle de afvente tilladelse og kommunal sagsbehandling. Derfor er der hidtil kun etableret få anlæg, men landbrugets organisationer ser en stor interesse blandt deres medlemmer for dette tiltag, og forventningen er, at vi vil se en ketchup-effekt på de landmandsdrevne projekter med minivådområder. I den kommende runde med ansøgningsfrist 1. marts forventer landbruget, at 400 projekter søges godkendt.

For store vådområder gælder det i endnu højere grad, at der er en ketchup-effekt. Af Landbrugsstyrelsens vejledning fremgår det således, at man regner med, at det tager fire år at gennemføre et vådområdeprojekt. Og da ordningen for vådområder først blev igangsat i 2016, er det ikke overraskende, at der endnu ikke er komme nogen effekt af det virkemiddel. Dette blev desværre ikke italesat ved Landbrugspakkens vedtagelse.

Forventningen har været, at tiltagene i Landbrugspakken vil nedbringe kvælstofudledningen med godt 7.000 tons. Den langsigtede effekt forventes altså klart at overstige de tiltag, der øger udledningen. Netop de langsigtede effekter er der få, som stiller spørgsmålstegn ved. Det må også forventes, at en stor del af den yderligere krævede reduktion i kvælstofudledningen frem mod 2027 vil skulle komme fra de nævnte kollektive virkemidler samt fra dyrkning af afgrøder og efterafgrøder med stort kvælstofoptag.

En krævende opgave

Yderligere gevinster vil kunne hentes gennem præcisionsjordbrug. Brug af digitale værktøjer, sensorstyring og satellitdata til præcis tildeling af kvælstof er i hastig vækst på bedrifterne, om end de fortsat er for de færreste. Dette vil dog skulle kombineres med andre dyrkningstiltag for at få tilstrækkelig effekt.

Der er ingen tvivl om, at implementeringen af alle elementer i Landbrugspakken er en udfordrende opgave, som kræver voldsom indsats både af de landmænd, der skal levere på dem, og de myndigheder, der skal sørge for, at rammerne er på plads. Det er endnu alt for tidligt at fælde dom over den nye måde at tænke regulering på, som ideelt gavner både miljø og økonomi.

Det har også været debatteret, om der har været en øget udledning til vandmiljøet de senere år. Det er dog for tidligt at konkludere på disse målinger, fordi de seneste års ekstreme udsving i vejrforholdene, som f.eks. det meget regnfulde efterår 2017, overskygger effekterne af Landbrugspakken. Miljø- og fødevareministeren har derfor bedt Aarhus Universitet forbedre metoden til at korrigere for klimaudsving.