Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Facts, please, Anna Libak

Derfor er Anna Libak galt afmarcheret. Hun overser, at Brexit-processen afspejler briternes forhandlingsposition og ønsker til en skilsmisseaftale.

Det snævre engelske nej til EU i juni 2016 skyldes mange ting, bl.a. de velbjergede eliters ligegladhed med fattige og underprivilegerede, tilstrømningen af arbejdskraft udefra og opsparet vrede mod den politiske klasse. Arkivfoto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Anna Libak er en stor Rusland-ekspert. Men Storbritannien kender hun tilsyneladende ikke meget til. Det viste hendes kommentar i Opinion 30. december (og nu igen 4. januar i år). Tilmed drager hun på et løsagtigt grundlag vidtrækkende konklusioner vedrørende dansk EU-politik. Som overskriften siger: »Briterne mener ikke noget, som danskerne ikke også mener.«

Birger Riis-Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Man kan let få indtrykket, at Anna Libak er en nationalkonservativ drømmer, der bare smykker sig med liberale EU-positive fjer. Og som mener at kunne tale på alle danskeres vegne.

Hvor er Anna Libak galt afmarcheret?

Hun mener, at briterne var blevet i EU, hvis de øvrige EU-lande bare havde accepteret daværende premierminister David Camerons krav om, at EU-borgere i Storbritannien først kunne få sociale ydelser, når de i fire år havde bidraget via skatter til det britiske samfund.

Dansk sympati

Det ønske havde Danmark sympati for. Vi så gerne, at det kom til at gælde også hos os. Det gjorde central- og østeuropæiske EU-medlemmer ikke. Tyske og franske supermarkedskæder havde slået deres lokale småhandlende af marken i det indre markeds navn. Nu mente de ikke overraskende, at man burde holde fast ved gældende EU-regler. Konklusionen blev på god EU-vis en løsning, som ikke ville tilfredsstille nogen her og nu, men som i det længere perspektiv ville give mening. Et kompromis, med andre ord. Og dem elsker populister altid at betegne som bureaukrati og nonsens.

Min største anke mod Libaks argumentation er imidlertid en anden: Der var mange grunde til det snævre engelske nej til EU i juni 2016: De velbjergede eliters ligegladhed med de fattige og underprivilegerede, tilstrømningen af arbejdskraft udefra, opsparet vrede mod den politisk klasse etc. Også valgkampens mange dækningsløse løfter og russisk støtte til »Leave«-siden bidrog utvivlsomt. Jeg har fulgt Brexit-processen tæt og har ikke set en eneste seriøs forsker eller politisk kommentator hævde, at havde Cameron blot fået, hvad han bad EU om, ville UKIP og hans egne konservative »Brexiteers« klappe i hænderne og sige, at naturligvis skulle UK så blive i EU.

»Modsat Libaks glansbillede af Danmark og UK i samme båd er den nøgne sandhed, at UK er voldsomt i splid med sig selv. Ufred mellem generationer. Mellem rigsdele. Mellem de velbjergede og dem, som blev hægtet af.«


Men det er også forkert at påstå – som Libak – at »desuden vil EU-modstandere over hele unionen bekræftes i, at de havde ret hele vejen: Det kan ikke lade sig gøre at slippe ud (af EU, red.) på demokratisk vis«. Theresa Mays demokratisk dannede regering besluttede at følge den vejledende folkeafstemnings resultat, hvilket de øvrige 27 EU-lande beklagede, men respekterede. Regeringen bestemte, hvornår den formelle udtrædelsesproces skulle iværksættes og dermed også afsluttes. Den bestemte, at UK ikke – som Norge – ville være med i det indre marked. Den ønskede at kunne forhandle frihandelsaftaler til anden side.

Ikke overraskende afspejler den endelige skilsmisseaftale og erklæringen om fremtiden den britiske regerings forhandlingspositioner. Men naturligvis også, at de øvrige 27 ikke ville give køb på punkter, som ville svække det indre markeds enestående nytte for samhandel og vækst. Hvorfor skulle de 27 give UK fordele, som ingen af de 27 nyder, bare fordi UK melder sig ud af foreningen?

I solidaritet med Irland insisterede de 27 også på, at den nye toldgrænse mellem republikken Irland og Nordirland ikke bliver synlig i landskabet. Det ville risikere at føre til en genopblussen af volden i Nordirland. Den kostede fra 1960erne og frem til fredsaftalen i 1998 3.600 mennesker livet og sårede mange tusinder flere. Den britiske regering accepterede dette. Efterfølgende tyder debatten i England endnu en gang på, at store dele af det konservative parti er bedøvende ligeglad med, om den tunge arv fra Englands århundredlange besættelse af Irland igen måtte vise sit hæslige ansigt.

Den nøgne sandhed

Modsat Libaks glansbillede af Danmark og UK i samme båd er den nøgne sandhed, at UK er voldsomt i splid med sig selv. Ufred mellem generationer. Mellem rigsdele. Mellem de velbjergede og dem, som blev hægtet af. Splittelse internt i den britiske regering, i det konservative parti, i Labour. De nægter at enes om vejen frem.

I Danmark viste de politiske ledere ansvarlighed, da det virkelig gjaldt. Efter det danske uhyre snævre folkeafstemningsnej til Maastricht-traktaten i 1992 transformerede de politiske ledere (minus Fremskridtpartiets) den dybe splittelse til et nationalt kompromis. Først derefter gik Danmark tilbage til vore EU-partnere med et løsningsforslag, der var et parlamentarisk flertal bag.

Hvorfor kan man ikke blandt demokratiske samfund med rimelighed forlange, at briterne viser det samme demokratiske sindelag, Anna Libak?