Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Få øjnene op, Berlingske: Hverken pædagoger, ledere eller forældre overdriver

Måske er det Berlingske, der er ude af sync med forældrene – og ikke pædagogerne.

BUPLs formand, Elisa Rimpler, går i rette med Berlingskes artikler om børnepasning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Berlingske har de seneste dage bragt artikler om vilkårene for børnene i landets daginstitutioner. Afsættet er DR-dokumentaren »Hvem passer vores børn?«

Dokumentaren viste, at personalet har alt for lidt tid til at give det enkelte barn den nødvendige omsorg og nærvær i løbet af en helt almindelig dag i daginstitutionen. Og har med rette sat gang i en vigtig debat om normeringerne i vuggestuer og børnehaver.

Men i stedet for at forholde sig til det vigtige vidnesbyrd om forholdene, antyder artiklerne, at vilkårene for børnene slet ikke er så slemme, som tallene og optagelserne viser.

Elisa Rimpler Fold sammen
Læs mere
Foto: Elisa Rimpler FOTOKREDIT Heidi M.

Den første artikel har overskriften »Hvorfor maler pædagogerne fanden på væggen, når børnene og forældrene er så glade?« Berlingske konkluderer allerede i første linje, at danske forældre og deres børn er overordentligt tilfredse med børnehaver og vuggestuer og antyder, at BUPLs kamp for flere hænder er et soloridt.

Læser man artiklen, står det klart, at den påstand er noget af en tilsnigelse. Berlingske henviser til en undersøgelse fra 2016 bestilt af Indenrigsministeriet. Den viser, at 88 pct. af forældrene er enten tilfredse eller meget tilfredse med dagtilbuddene. De er især glade for personalets indsats. Det er et stort skulderklap til de mange pædagoger og ledere, der hver dag gør deres allerbedste.

Berlingske konkluderer videre, at godt hver anden er tilfreds med den tid, som personalet har til deres barn, mens kun hver fjerde er utilfreds. Man kunne også hæfte sig ved, at kun halvdelen er tilfredse, og en fjerdedel af forældrene er direkte utilfredse eller endda meget utilfredse. Men det gør det selvfølgelig sværere at så tvivl om BUPLs troværdighed.

»Om der var 4.000 eller 9.000 færre pædagoger i dag end for år tilbage, kan børnene ikke bruge til ret meget. Det afgørende er, hvorvidt pædagogerne kan give alle børn den trivsel og udvikling, som de har brug for.«


Berlingske lader sig heller ikke anfægte af, at lektor Ditte Alexandra Winther-Lindqvist fra DPU, Aarhus Universitet, i artiklen påpeger, at man skal læse den slags undersøgelser med forbehold, da forældrene jo ikke har forudsætninger for at vurdere, om der er tid nok til børnene i løbet af dagen. For de er der jo ikke. Det bringer os tilbage ved kernen i DRs dokumentar: Billedet af børn og pædagogers hverdag og virkelighed.

Den virkelighed forholder Berlingske sig desværre ikke til og spørger ikke engang forældrene selv. Forældrenes Landsforening, FOLA, kan ellers fortælle, at mange forældre er dybt bekymrede over vilkårene. Hvad forældrene ikke får mulighed for at sige i artiklen, fortæller de nu på sociale medier og med planlagte demonstrationer over hele landet 6. april. Måske er det Berlingske, der er ude af sync med forældrene – og ikke pædagogerne.

Et vigtigt vidnesbyrd

Der mangler i dag ca. 4.000 pædagoger, hvis normeringerne i børnehaver og vuggestuer skulle svare til niveauet for ti år siden. Og i løbet af de næste ti år kommer der ca. 70.000 flere 0-5-årige børn. En stor velfærdsudfordring, som landets borgmestre (både røde og blå) så sent som i sidste uge slog fast, både vil kræve mange flere penge og mange flere pædagoger.

Men når Berlingske under overskriften »DR-dokumentar om børnepasning bygger på gamle tal« konkluderer, at manglen på pædagoger er halveret, er det ganske enkelt en forkert præmis. I stedet for at bruge kræfter på denne væsentlige og relevante problemstilling, bruger Berlingske et helt dobbeltopslag til at betvivle præmissen for DRs dokumentar, fordi den bringer et udsagn fra en ekspert om, at der mangler 9.000 pædagoger i forhold til 1990-niveau. For selv om BUPL har gjort DR opmærksom på, at vi bruger 2009 som målestok, er det mindre vigtigt.

Om der var 4.000 eller 9.000 færre pædagoger i dag end for år tilbage, kan børnene ikke bruge til ret meget. Det afgørende er, hvorvidt pædagogerne kan give alle børn den trivsel og udvikling, som de har brug for. Her er DRs dokumentar et vigtigt vidnesbyrd om, hvad pædagoger, ledere, forældre – og ikke mindst børnene – oplever. Det kan alverdens tal ikke levere.

Berlingske spørger, hvilke tanker DR gør sig om at sende en skarpvinklet dokumentar om manglen på pædagoger op til et folketingsvalg. Svaret giver sig selv: Fordi vilkårene for børnenes trivsel og udvikling i daginstitutioner burde være noget alle taler om. Ikke mindst op til et valg.

Det er til gengæld helt på sin plads, at Berlingske laver et fakta-tjek af de tal fra Danmarks Statistik, som både børneminister Mai Mercado og statsministeren har hevet frem som bevis på, at det ser fint ud rundt omkring på stuerne.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik er god til at sammenligne kommunerne og udviklingen i ressourceforbruget på børneområdet. Men den viser ikke, hvor mange børn der er pr. pædagog i løbet af en dag. Og børnene tæller altså kun dem, der i virkeligheden er der.

Hvis Berlingske har svært ved at tro på pædagogerne, inviterer jeg jer gerne med ud i virkeligheden. Jeg tænker, at I hurtigt vil opdage, at hverken pædagoger, ledere eller forældre overdriver. Derfor er der hårdt brug for national genopretning af kvaliteten.