I denne tid springer et hav af unge mennesker ud som studenter. Som det eneste fag har de alle været til eksamen i dansk på A-niveau, uanset om det er hf, det almene gymnasium eller erhvervsgymnasierne.

Med i huen har de alle fået en litterær almendannelse, hvor vi kun kan være sikre på – og hold nu fast! – at de har mødt én kvindelig forfatter. Karen Blixen er nemlig den eneste kvinde blandt 13 mænd og en folkevise på litteraturkanonen. Resten er op til tilfældighederne.