Eva Smith har gennem de seneste måneder låst sig fast på, at regeringen vil afskaffe børns retssikkerhed og de facto nedsætte den kriminelle lavalder. Senest i en kronik i Berlingske 9. oktober.

Endnu en gang kan jeg konstatere, at Eva Smiths kritik bygger på usaglige påstande.

Flere gange har jeg og flere af retsordførerne bag reformen forsøgt at bringe fakta ind i debatten. Dette må jeg konstatere endnu ikke er lykkedes. Hvis vi skal have en saglig debat, er vi nødt til at tale om, hvad reformen konkret skaber af nye tiltag, og hvilke elementer vi viderefører fra det eksisterende sociale system – et system som mig bekendt ikke hidtil har været udsat for kritik.

Og vigtigst af alt: At vi taler ud fra fakta og ikke usande påstande.

Lad mig understrege, at det ikke er et barn eller en ung, som har stjålet en pakke tyggegummi, der skal i ungdomskriminalitetsnævnet. Nævnet er tværtimod målrettet børn og unge, der er på vej ind i en kriminel løbebane med alvorlig kriminalitet.

Nogle af kernekritikpunkterne fra Eva Smith går som sagt på dele af reformen, som allerede gør sig gældende i det sociale system i dag. Hun kritiserer særligt, at der for de 10-14-årige reageres på baggrund af en mistanke fra politiet om kriminalitet. Her vil jeg understrege, at sådan er systemet også indrettet i dag, hvor kommunerne skal reagere, hvis børn og unge er på vej ud i en kriminel løbebane. Børn og unge under den kriminelle lavalder vil aldrig være sigtet, tiltalt eller dømt. Hverken i det nuværende system eller i det kommende system.

Hvis man skal tro Eva Smith, står mistanken fra politiet alene. Men som vi også har understreget før, står politiets mistanke naturligvis ikke alene. Forud for en sags behandling i nævnet undersøges barnets eller den unges forhold grundigt af kommunen gennem en ungefaglig undersøgelse, herunder familie-, skole-, fritids- og sundhedsforhold og alle andre forhold, der er relevante for at kunne vurdere barnets eller den unges trivsel og udsathed.

Det er vores holdning, at der skal reageres på mistanke om alvorlig kriminalitet. For det handler om at sætte konsekvent ind og hjælpe de børn og unge, der er på vej ind i en kriminel løbebane, som kan være svær at få dem ud af, hvis der ikke gribes ind i tide. Det kan Eva Smith være uenig i og dermed også uenig i den måde, som systemet i dag er indrettet på. Den debat tager jeg gerne – på et sagligt grundlag.

Men når Eva Smith skriver »Nu bliver børn automatisk betragtet som skyldige, blot politiet mistænker dem,« taler hun ikke blot usandt. Hun fjerner fokus fra, at der på trods af en faldende ungdomskriminalitet, er en hård kerne af unge, der er slået ind på et liv med kriminalitet. Faktisk begår én procent af en ungdomsårgang 44 procent af alle de straffelovsovertrædelser, som samlet begås af årgangen.

Hvis man vil fjerne fokus fra behovet for at nedbringe antallet af unge, der til stadighed begår alvorlig kriminalitet, får vi en debat, som på ingen måde gavner de børn og unge, der har brug for vores hjælp til at få kriminalitet på afstand.