EU betaler den libyske kystvagt for at gøre det beskidte arbejde

Når EU-landene ikke formår at fordele ansvaret for de mennesker, der søger sikkerhed og muligheder i Europa, lægger det kimen til den politik, der tillader, at mennesker drukner i Middelhavet, og at dem, der reddes, forsinkes i at nå i land.

»Det er strengt nødvendigt med en ny tilgang. I stedet for en forudsigelig række af udmattende ad hoc-forhandlinger bør velvillige EU-regeringer på forhånd aftale, hvordan de deler ansvaret. Med en sådan aftale på plads ville Malta og Italien ikke have nogen grund til at forhindre dem, der bliver reddet, i at komme i land med det samme,« skriver Kenneth Roth. Asger Ladefoged

Efter en kort pause, mens covid-19-pandemien var på sit højeste, går migranter og flygtninge nu igen ombord på spinkle både, hovedsageligt i Libyen, i et desperat forsøg på at krydse Middelhavet og nå de europæiske kyster. Hundredvis drukner. Andre er heldige nok til at blive reddet af nærliggende både.

EUs kystvagt, Frontex, er for længst stoppet med at patruljere i de områder, hvor nødstedte migranter kunne få brug for deres hjælp, og forbipasserende handelsskibe og NGOers redningsskibe udfylder nu dette humanitære tomrum.