Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Et unuanceret økonomistudie kan have katastrofale konsekvenser for dansk økonomi

Hvis man fremover vil undgå den ensidige rådgivning fra hhv. Finansministeriet og Det økonomiske Råd, der fik grelle konsekvenser før og under finanskrisen, bør man give de økonomistuderende et solidt videnskabsteoretisk grundlag og dernæst sikre, at såvel teorihistorie som økonomisk historie mere generelt bliver styrket.

Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg har 26. februar kaldt ministerTommy Ahlers i samråd om indholdet af økonomistudiet på landets universiteter. Og det kan der være mange gode grunde til, mener professor Jesper Jespersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen / Ritzau Scanpix

»Økonomi er en videnskab, der etableres gennem konstruktion af modeller – i kombination med den kunstart, der består i at kunne udvælge en model, som er relevant for den virkelighed, der omgiver os.« Keynes, 1938.

26. februar har Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg kaldt ministeren Tommy Ahlers i samråd om indholdet af økonomistudiet på landets universiteter. Og det kan der være mange gode grunde til. Den væsentligste er vel udviklingen i dansk økonomi i perioden fra 2004 til i dag. Hvor samfundsøkonomien er kørt af sporet ikke mindre end to gange: først fik den alt for megen fart på, hvilket efterfølgende gjorde nedturen så meget desto dybere. Men mindst lige så alvorligt blev det efterfølgende opsving trukket i langdrag. Hvorfor?

Det er der naturligvis delte meninger om, men den ensidige rådgivning fra hhv. Finansministeriet og Det økonomiske Råd (»Vismændene«) er svær at bortforklare. Op til sammenbruddet i 2008 lød rådene: »ro på, vi får en blød landing«, og efter 2009 ligeså monomant: »ro på, opsvinget kommer til næste år«. Det kom dog til at tage ti år, inden beskæftigelsen var på det tidligere niveau.

Jesper Jespersen Fold sammen
Læs mere

Hvorfor var der ingen nuancer i dette kor af officielle økonomiske rådgivere? Svaret er enkelt: for de havde alle den samme økonomiuddannelse praktiseret gennem mere end tyve år. Kun én samfundsøkonomisk model blev der undervist i. Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at bl.a. professor i statskundskab, Ove Kaj Pedersen, systematisk taler om »det økonomiske broderskab« når dette kor af rådgivere skal karakteriseres. For det er et broderskab uden plads til afvigende metoder eller teorier.

Visdom i fortiden

Men sådan har det ikke altid været og sådan behøvede det bestemt ikke at være, hvilket uddannelses- og forskningsministeren forhåbentlig vil være åben og måske ligefrem forstående over for ved Samrådet.

Tillad mig derfor kort at fortælle, hvorledes økonomistudiet tidligere var skruet sammen. Det blev simpelthen indledt med et halvt års undervisning i videnskabsteori. Det nu desværre hedengangne fag, filosofikum, der heldigvis endnu ikke var afskaffet i 1968, ansås for at være en nødvendig indgang til ethvert universitetsstudium. Her lærte vi, at viden skabes gennem kvalificeret uenighed. Navnlig inden for samfundsvidenskaberne er der af oplagte årsager – hvor fokus er på den menneskelige adfærd – ingen evigtgyldige »love«, kun fortolkninger til forskel fra (dele) af naturvidenskaben.

Spændende var det derfor at deltage i samfundsøkonomisk uddannelse, forskning og vidensdeling og intet var prædetermineret, alt burde diskuteres. I 1968 lå der en 20 års periode med næsten ubrudt vækst, historisk lav arbejdsløshed, mindsket ulighed og øget velfærd, men økonomiens kode var ikke knækket.

Tværtimod, allerede i 1973 begyndte glansbilledet at krakelere. En stribe ubalancer meldte sig i hastigt tempo: arbejdsløshed, miljø- og energikrise, inflation, budgetunderskud, hvilket udfordrede økonomerne, for teorierne afspejlede ikke (længere?) virkeligheden. Ikke mindst den samtidige stigning i arbejdsløshed og inflation, såkaldt »stagflation«, stod økonomerne famlende over for – og jeg, der afsluttede studiet i 1975 – med dem.

Studiet havde givet mig de teorier og værktøjer, som blev instrumentelle i min livslange søgen efter at udvikle en mere virkelighedsnær forståelse af centrale makroøkonomiske sammenhænge. Jeg søgte efter et metodologisk fundament til at forstå nogle af de grundlæggende drivkræfter i en samfundsøkonomi under åbenbar konstant forandring.

Skurke og helte

I denne søgen fik jeg god hjælp gennem læsning af nogle få, men centrale værker af samfundsforskere, der på tilsvarende måde havde oplevet betydelige omvæltninger. Tilbage i 1970erne fik om nogen Marx (1818-1883) en kort renæssance, men det var mere de politiske konklusioner, end den økonomiske analyse, som blev diskuteret, og ofte på en for mig alt for dogmatisk facon.

John Keynes (1883-1946) var der derimod ikke mange, der vendte tilbage til, for hans navn blev fejlagtigt knyttet til den økonomiske politik, der havde bidraget til at skabe 1970ernes stigende ubalancer. Ligesom han – fejlagtigt i studenterkredse – blev betragtet som en ideologisk set »borgerlig« økonom. En opfattelse, der blev hjulpet godt på vej af Paul Matticks ofte citerede bog »Marx og Keynes«, hvor Marx var helten, mens Keynes blev fremstillet som noget så foragteligt som »kapitalismens lappeskrædder«.

Det lod jeg mig nu ikke påvirke af, da min ambition var at forstå virkeligheden til forskel fra at udvikle hhv. marxistiske og neoklassiske idealmodeller, der skulle bruges som en form for politisk slagvåben. Keynes havde indtil sin død i 1946 været en myreflittig og altid søgende videnskabsmand, der ydermere var uddannet i filosofi og matematik og formentlig derfor mindre dogmatisk i sin tilgang til de samfundsøkonomiske udfordringer end mange af hans samtidige, neoklassiske, kolleger.

Keynes’ motivation var primært at forstå og forklare den økonomiske udvikling. Det var i mellemkrigstiden, han virkede, hvor samfundsøkonomien mildt sagt var endnu mere ude af balance. Helt galt gik det efter krakket på Wall Street i 1929, som blev indledningen til 1930ernes dybe krise, hvilket om noget inspirerede Keynes til at skrive sit hovedværk »The General Theory of Employment, Interest and Money« (1936).

Triste konsekvenser

Jeg søgte på samme måde efter en metode til at forstå den i 1970erne og videre frem ændrede samfundsøkonomiske udvikling. De gamle teorier duede helt åbenbart ikke, uanset om de havde prædikatet ny-keynesiansk eller ny-klassisk. Der var i sandhed ikke meget »nyt« over dem. Det var snarere en tilbagevenden til den præ-Keynes’ teori, hvor alt blev analyseret i en markedsøkonomisk optik.

Disse hedengangne teorier, som dog de færreste kender til, da undervisning i teorihistorie var sløjfet. Disse markedsøkonomiske ideal-modeller havde selv i en moderne matematisk iklædning svært ved at forklare centrale økonomiske udviklingstendenser. Det fik den for professionen triste konsekvens, at aldrig har så mange økonomer taget så meget fejl.

Dette forløb inspirerede mig til at læse Keynes endnu grundigere og søge at uddestillere hans metode til at analysere samfundsøkonomi, hvor usikkerhed spiller en væsentlig rolle. Herved bliver krydsfeltet mellem psykologi, institutioner og den uvisse fremtid særdeles relevant. En problemstilling, der har stået centralt i min forskning - ph.d.-afhandling og doktordisputats (Makroøkonomisk metodologi, 2007) - under kyndig vejledning af bl.a. professor Niels Thygesen, Københavns Universitet, gennem de første mange år.

Tillad mig derfor, delvis med afsæt i egne erfaringer, at opfordre uddannelses- og forskningsministeren til grundigt at overveje muligheden af at give de studerende et solidt videnskabsteoretisk grundlag og dernæst sikre, at såvel teorihistorie som økonomisk historie mere generelt bliver styrket på studiets bachelor-del. Det vil kunne kvalificere uddannelsen og dermed også kvaliteten i den samfundsøkonomiske rådgivning, hvilket der bliver brug for, så den næste økonomiske krise kan tages i opløbet til fordel for alle.