I to borgmesterperioder, under henholdsvis Carl Christian Ebbesen, Niko Grünfeld og sidst Franciska Rosenkilde, har restaurations- og nattelivsbranchen fået den ene deregulering efter den anden. Men som altoverskyggende politisk dødsstød står det automatiske stop for nattilladelser (alkoholbevilling efter kl. 24) i hele Middelalderbyen, som blev indført 2013.

Det stop har medført, at centrum i landets hovedstad – kåret som verdens tryggeste by – og enkelte gader på Nørrebro er blevet underlagt en afvikling af nattilladelser og dermed et stop for videre udvikling som internationalt anerkendt metropol og det mest hippe kvarter i verden. Samtidig med at alverdens magasiner og aviser med New York Times i spidsen har fået øjnene op for vores unikke kultursteder og kaldt Bo-Bi Bar for et »must-see«, har byens politikere fortsat afviklingen af meget af det, der gør København helt unik.