Forestil dig at være 15 år. Du er netop blevet meldt ind i et ungdomsparti og er afsted til dit første nationale weekendstævne. Her mærker du en euforisk stemning over at være sammen med andre unge med samme interesse for politik. Men i løbet af weekenden mærker du også at få dine grænser overtrådt og at blive talt ned til, fordi du er kvinde.
Desværre er det virkeligheden for mange unge kvinder i ungdomspolitik. I en ny rapport, vi har lavet for Dansk Ungdoms Fællesråd, står det tydeligt frem, at der i de politiske ungdomsorganisationer hersker et forældet og skadeligt kvindesyn. Der er de piger, man gerne vil sige, man har scoret. Og så er der resten.