Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Et farligt regime af følelser

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jævnligt forlyder det, at den vestlige verden er i splid med sig selv, da der er opstået en vis usikkerhed angående vores identitet. Der er desværre noget om snakken. Også i Danmark. Ikke mindst siden Muhammedkrisen i 2006 har der hersket tvivl om, hvorvidt vi længere har en fælles forankret opfattelse af begreber som humor, satire og respekt, og løbende ser vi tegn på uenigheden. Forleden opstod heftig debat om et program på DRs P3, hvor man gav rum for alle tænkelige vittigheder, uanset hvor grove de måtte være. Dette er en klassisk dansk øvelse, der her resulterede i ret bøvede udmeldinger, blandt andet om sorte og andre minoriteter. Straks lød der kritik – ikke mindst iværksat af jurist Mary Consolata Namagambe, der udtalte, at programmet ”består af hvide mænd, der nedgør minoriteter”, og hun var ”virkelig vred”. De stærke reaktioner fik DR til at undskylde, og forløbet afslører hvilken rådvildhed, der er opstået i synet på, hvordan vi overhovedet skal leve sammen.

Mary Consolata Namagambe repræsenterer den holdning, at følelser og minoriteter ikke bør krænkes. Dette er indbegrebet af den politiske korrekthed, der dominerer Vesten så voldsomt i dag, men samtidig findes jo en anden dansk selvopfattelse. Den beskrives i bogen ”Skuddene i København”, skrevet af den svenske journalist Niklas Orrenius, der handler om attentatet på Krudttønden og synet på ytringsfrihed i Danmark og Sverige. Historiker Bo Lidegaard beskriver i bogen dansk humor som: ”Det med, at man siger totalt politisk ukorrekte ting, som er ment i spøg. Man siger uhyggelige ting, og folk forstår godt, at det er for sjov.” Denne udlægning af dansk mentalitet er ikke længere entydig rigtig, for der er vokset et regime frem, der dikterer, at den sårede følelse skal veje tungere end den frie ytring. Vi aner triste tråde til Muhammedkrisen. Mange muslimers følsomme offerrolle synes i dag at gå igen i den minoritetstænkning, der for tiden splitter vore samfund og fører til censur og udrensning i sproget. Dette er også en følge af gudløs individualisering. Mange hviler ikke længere i troen på at være af en Gud given værdi, men ser sig nødsaget til konstant at hævde egen identitet. Dermed bliver den sårede følelse til en slags øverste instans i livet, og man vil ikke længere acceptere krænkelsens mulighed.

Bo Lidegaard beskriver således en frimodig styrke, der i vores samfund kan forgå. Sagen er jo, at vi tabte i Muhammedkrisen. Ingen laver i dag grin med profeten, og mens det ikke just er religiøs følsomhed, der kendetegner danskerne, findes der stadig en lige linje mellem den krænkede troende muslim og Consolata Namagambes iver efter at inddele os i sårbare grupper, der skal beskyttes. Jo mere det bliver normen at dyrke sit sarte jeg, desto sværere bliver det at bevare den frimodighed, som vi ikke mindst sammenlignet med svenskerne længe har værdsat. DRs forsøg på at åbne alle sluser førte ikke til pæn tale, men det skabte et indblik i, hvordan den personlige følelse kan blive ophøjet til en myndighed, som andre skal bøje sig for. Det opdeler os i grupper og svækker erkendelsen af, at skal vi leve sammen i frihed, er der risiko for at blive krænket. Det er et dansk folk i splid med sig selv, der ikke længere vil betale den pris.