Professor i lungemedicin Jørgen Vestbo og direktør i Statens Institut for Folkesundhed Morten Grønbæk foreslog i Berlingske 14. oktober at forbyde nye produkter som for eksempel nikotinposer. Begrundelsen er produkternes appel til de unge, risiko for afhængighed samt mulig skade på helbreddet.
Dette er vigtige argumenter i den debat, vi på den sundhedsfaglige side må tage for at diskutere os frem til den type regulering af nikotinmarkedet som vil maksimere effekten på folkesundheden. Vi må imidlertid også erkende, at sådan et forbud vil forhindre eksisterende rygere – en risikogruppe med stor sandsynlighed for udvikling af alvorlige sygdomme – i at erstatte deres livsfarlige cigaretter med røg- eller tobaksfrie nikotinprodukter som e-cigaretter, nikotinposer og snus.



