Vores hjerner har brug for at komprimere uoverskuelige temaer ned til håndgribelige størrelser. Vi affaldssorterer på matriklen, for vi kan ikke overskue forureningen i Asien, og vi hænger et faderbarn på køleskabet, og håber på det bedste for hungersnøden i Yemen. Det er helt ok. Det er den måde, vi overlever og skaber mening i en kompleks og truende verden.
Men det er også lidt som barnet, der sælger limonade ved fortovskanten og får en skilling og et klap på hovedet af de voksne: Se, hvor dygtig du er – en rigtig lille købmand!
Barnligheden når imidlertid nye og ganske ucharmerende højder i takt med, at verden bliver endnu mere besværlig, og kravene til os som menneskehed mere ubekvemme. I stedet for at opfinde små aktiviteter at gøre godt med, kaster vi os nu i stedet over dem, som gør det godt. Selvfølgelig mestendels på sociale medier.
Vi klasker os på Facebook-lårene af grin over en veganermand, der græder over slagtede dyr. I stedet for at forholde os til, at C02-udledningen igen stiger efter en periode med stagnation. Vi griner højt ad Uffe Elbæk, som vil holde klimavenlig jul uden juletræ. Samtidig fortæller nye tal os, at indlandsisen smelter med faretruende hast. Andres gode gerninger og hjerter – omend til tider komiske og kortsigtede – bliver den kattelem, der tillader os noget langt mere barnligt: At fortrænge de reelle problemer. Så vi skriver endnu en forarget opdatering om, hvor sindssyge svenskerne er med deres ligestillingshysteri i stedet for at se på vores egen systematiske latterliggørelse af seksuelle minoriteter og stiltiende accept af løngabet mellem mænd og kvinder.
Man fristes derfor til at spørge, om der mon er en voksen til stede? Det er der heldigvis, og i 2018 finder man dem ikke på de sociale medier, men i de private virksomheder.
Det minder om de brølende 20ere, hvor man lukkede øjnene og insisterede på at fortsætte festen indtil den store depression ramte. Og man fristes derfor til at spørge, om der mon er en voksen til stede?
Det er der heldigvis, og i 2018 finder man dem ikke på de sociale medier, men i de private virksomheder. Mærsk har netop sat som mål at stoppe al C02-udledning inden 2050. Ørsted har netop tilsluttet sig FNs standarder for ligebehandling og inklusion af LBGTI-personer. LEGO Fonden har netop doneret et rekordstort beløb – 650 mio. kr. – til flygtningebørn fra Myanmar og Syrien.
På tilsvarende måde har man i USA set store virksomheder gå ind i kampen for menneskerettigheder i en tid, hvor Twitter-præsidenten går amok. Især de store tech-virksomheder har gjort sig bemærket. Airbnbs øverste chef har kaldt Trumps adskillelse af flygtningebørn og forældre for hjerteløst. Google, Expedia, Intel m.fl. har opfordret ham til at omstøde indrejseforbuddet mod muslimer. Facebook og Apple har vendt sig stærkt imod Trumps ambitioner om at udelukke transpersoner fra at tjene i militæret.
Tak for det. Tak for at minde os om, at verden er stor og besværlig, og at den kræver store og besværlige indsatser. Mens vi andre skriver den næste barnlige statusopdatering, redder I næste generations børn.
