Enhedslisten: Selvfølgelig kan vi hente milliarder med bedre skattekontrol

To professorers kritik af forslag fra Enhedslisten er overfladisk og bunder i »mavefornemmelser«, mener Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund.

»Vi har i dagens Danmark et skattegab for virksomhederne, som er opgjort til ca. 14 mia. kr. Så når Enhedslisten peger på, at man kan hente fire-fem mia. kr. ved at hyre knap 1.000 ekstra skattemedarbejdere, så nedbringes virksomhedernes skattegab kun med ca. en tredjedel,« skriver Rune Lund. Philip Davali

Berlingske bragte 10. juni en kritisk artikel vedrørende Enhedslistens forslag om at finansiere minimumsnormeringer ved at øge skattekontrollen. Avisen fik to eksperter i form af Per Nikolaj Bukh og Kurt Klaudi Klausen til at udtale sig, og begge vender tommelfingeren nedad.

Hvad er så argumentationen fra eksperterne? Bukh siger, at hvis et forslag »lyder for godt til at være sandt, så er det som regel ikke sandt« og »Jeg er meget overbevist om, at vi slet ikke er i nærheden af det astronomiske merprovenu, som man regner med.« Hvad bygger Bukh så det på? Er det hans mavefornemmelse? Eller har han sat sig ned og analyseret de mange svar, som Enhedslisten over en periode på tre år har indsamlet fra Skatteministeriet? Det tyder mest på det første.