En ting er valentinsdag, men i Vesten opfattes kærligheden som antisocial, destruktiv og undergravende

Døden og kærligheden er vævet tæt sammen i vores fortællinger, skriver Jakob Park Nielsen.

»I flere romaner bliver kurtisanen og den, der forbryder sig mod ægteskabets hellige institution, da også straffet med enten landsforvisning, kopper eller økonomisk rabundus, som det sker for eksempelvis Nana i romanen af samme navn (1880) skrevet af Émile Zola,« skriver Jakob Park Nielsen. Signe Goldmann

Vestens kærlighedsopfattelse er præget af en ensidig og destruktiv forestilling om kærligheden. Det bliver tydeligt, hvis man graver sig dybere ned i 400 års litteraturhistorie. Kærligheden beskrives nemlig i litteraturen oftest som undergravende, antisocial og destruktiv.

Vi kender denne dramatiske fortælling fra blandt andet Shakespeares historie om Romeo og Julie fra 1595. Vi kender den fra Goethes roman »Den unge Werthers lidelser« fra 1774, hvor den unge Werther er så forelsket i Lotte, der er trolovet med en anden, at han vælger selvmordet som rationel løsning på en uforløst kærlighedshistorie.