Stort set alle borgere, virksomheder, foreninger og organisationer i Danmark er kunder i finanssektoren. Her får de lån, konti, rådgivning, digitale løsninger og meget mere. Ydelser, som er essentielle for Danmarks vækst og velstand, og som skaber stor værdi for den enkelte og for fællesskabet. Senest har bankerne spillet en særdeles vigtig rolle under coronakrisen. Alene fem af landets største banker har indtil nu stillet 100 mia. kr. til rådighed for virksomheder og 350 mio. kr. til rådighed for private. Kunder, som har haft brug for en hjælpende hånd, og hvor banken er trådt hurtigt til.
Finanssektoren bidrager hvert år med omkring 15 mia. kr. i selskabsskat og lønsumsafgift. Dertil kommer personskatter fra tusindvis af ansatte i sektoren. Alt sammen milliarder, som går til bedre skoler, sygehuse, kollektiv trafik, politi, ældrepleje og til at understøtte danske virksomheder og husholdninger i krisetider, som under coronakrisen. Oveni kommer finanssektorens store bidrag til vækst, beskæftigelse og den grønne omstilling. Vurderingen er, at Finans Danmarks medlemmer i dag finansierer grønne aktiviteter for 400 mia. kroner. Og tallet er stigende. Derudover er der indsatsen mod finansiel kriminalitet. Her påtager finanssektoren sig en myndighedslignende opgave i jagten på kriminelle – en vigtig indsats, som nu koster sektoren omkring 3,4 mia. kr. om året alene i lønudgifter. Derudover er sektoren i fuld gang med at investere massivt i IT-løsninger, der vil gøre det nemmere at spore kriminelles handlinger. Det er alt sammen bidrag, som er en fundamental del af den samfundsopgave, som finanssektoren er stolt af at løfte.