Eksklusion fra arbejdsmarkedet kommer i flere former. Nogle går rundt i kedsomhed og trivialitet, mens andre slides af at passe både deres eget og andres arbejde. Vi lever overordnet set i et yndigt land med respekt for hinanden. Vi hylder lighed, samfundssind og sammenhængskraft.

Mit ærinde er ikke at harcelere over regeringens nedlukning eller genåbning. Helt overordnet anerkender jeg det lederskab, der fra politisk side bliver vist, og jeg er tryg ved de sundhedsfaglige anbefalinger i forbindelse med genåbningen. Også selvom man som lægmand kan have svært ved at forstå logikken bag. Mit ærinde er derimod at udfordre den logik og manglende fleksibilitet, der ligger bag de såkaldte hjælpepakker til erhvervslivet. De udfordrer ellers gode strukturer i vores samfund.

Vi lever i et land, hvor de fleste har nok, og mange har rigeligt. Det er godt og sundt, skaber en god sammenhængskraft og respekt for, at vi er hinandens forudsætninger.

Men hvad med lige muligheder for at bidrage? I virksomhederne oplever vi, at vores medarbejdere er sendt hjem på fuld løn uden mulighed for at kunne hjælpe deres arbejdsplads gennem krisen. Den frihed, der måske i starten blev oplevet som en forlænget ferie, er efterhånden gået hen og blevet et fængsel fyldt med frustrationer over ikke at kunne bidrage.

Uværdige forhold

På arbejdspladserne sidder vi nogle ganske få tilbage til at varetage de nødvendige funktioner. Vi ligger vandret. Ikke på sofaen, men i luften og har gjort det længe. Der skal udbetales løn, betales regninger, og virksomhederne skal overvåges. Vores gæster skal informeres og opdateres på sociale medier, og de skal serviceres, når de for Gud ved hvilken gang må flytte deres selskab eller møde på grund af endnu en forlængelse af restriktionerne. Dertil skal medarbejderne informeres og have tryghedsskabende udmeldinger fra virksomheden i forhold til deres fremtidige arbejdsliv.

Vi skal hele tiden analysere åbningsscenarier – hvornår og under hvilke vilkår kan og skal vi åbne? Vi skal hele tiden se på økonomien – hvor kan vi spare, når vi også skal være klar til at åbne?

Alt dette er nødvendigt arbejde. Dertil kommer, at vi hele tiden skal søge kompensations- og hjælpeordninger, hvilket både er uvant og uværdigt for os selvstændige, der bestemt ikke er rundet af at være på statsstøtte.

Ganske få i virksomheden skal klare det hele, mens vi samtidig betaler 25 procent af hjemsendte medarbejderes løn op til 30.000 kroner. Og hvis lønnen er højere, skal vi betale 100 procent. Den aktuelle situation, hvor en stor del af medarbejderne ikke må bidrage, mens andre ligger vandret for at passe på eget og andres job, skaber ikke samhørighed, fællesskab og lighed. Den øger ikke virksomhedernes chance for at overleve, og den bidrager ikke til, at vi kan lave en god genåbning af samfundet.

Hjulene skal snurre igen

Når vi har udfordret rationalet, er det politiske svar, at vi bare kan gå på arbejdsdeling eller kalde medarbejdere ind i den tid, hvor vi har opgaver til dem. Hvis vi kalder relevante stabsfunktioner ind, giver det yderligere omkostninger for virksomheden i denne tid, hvor vores bestyrelser og banker har en eksplicit forventning om, at vi tabsminimerer og gør os fri af så mange omkostninger som muligt. Altså, at vi skærer helt ind til benet.

Derfor er det håbet, at vi kan vende tilbage til et nogenlunde normalt liv hen over sommeren. Et liv med mulighed for at gå ud, møde hinanden og opleve sammen. For at det kan lade sig gøre, skal mange virksomheder være klar til at åbne. Det må derfor være en fælles interesse, at vi får mulighed for at forberede hjulene på at snurre igen.

»Jeg garanterer for, at der i min branche ikke findes virksomhedsejere, som griner hele vejen til banken«

---

Under de nuværende vilkår risikerer vi at stå med en gruppe medarbejdere, der skal have banket rust af efter at have været langt væk fra arbejdslivet og en anden gruppe medarbejdere, der er slidt ned til sokkeholderne efter at have rendt spidsrod for at holde alle de nødvendige hjul i virksomhederne kørende.

Det her handler ikke om, at virksomhederne skal berige sig på kompensationerne. Jeg garanterer for, at der i min branche ikke findes virksomhedsejere, som griner hele vejen til banken og står i en lang række med hatten i hånden. For mit vedkommende gav 2020 et pænt tocifret millionunderskud. Et underskud, som de kommende års forhåbentligt gode og sunde drift vil gå med at arbejde væk.

Heldigvis er der så lyst forude, at politikerne er i færd med at se på, hvordan samfundet kan åbne endnu mere igen. Senest med en yderligere genåbning fra mandag. Lad os nu sikre, at det er sunde og virkelystne virksomheder, som kommer ud på den anden side. At virksomheder i både min branche, oplevelsesindustrien, og øvrige liberale erhverv får mulighed for at forberede genåbningen til glæde for os alle.

Mads Hylleholt Bøttger er adm. direktør og slotsejer af Dragsholm Slot