I et indlæg i Berlingske 22. marts skriver folketingskandidat Anna Libak: »Øv, bøv. Egtvedpigen var heldigvis alligevel dansker«, og videre, at Nationalmuseet har praktiseret »globalisme«, når vi bl.a. på baggrund af den forskning, som jeg og mine kolleger har udført, vurderer, at Egtvedpigen efter alt at dømme kom fra et område uden for det, vi i dag kalder Danmark.
Jeg vil ikke her gå ind i en videnskabelig debat om emnet, men blot henvise til Nationalmuseets hjemmeside, hvor vi fastholder vores tolkninger om, at det stadig er mest sandsynligt, at både Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden kom langvejs fra. Der har vi også oplistet nogle af vores argumenter for den vurdering.
I indlægget i Berlingske påstår Libak endvidere, at min følelsesmæssige reaktion, da jeg fandt ud af, at Skrydstrupkvinden også kommer langvejs fra (vist i TV-programmet »Historien om Danmark«), formentlig skyldtes, at jeg syntes, »at det var godt. At det var smukt. At det gjorde historien bedre, at det ikke er en dansker«.
Kære Anna Libak. Jeg er forsker, og ikke skuespiller eller politiker. Jeg bliver følelsesmæssigt berørt, når videnskaben overrasker og rokker ved vores gængse forestillinger. Og i dette tilfælde også, når et årelangt arbejde udført af mig selv og mange kolleger endelig kulminerer og giver os en ny og overraskende indsigt. Sådan er nu engang mit gemyt.
Bredt funderet forskning
Min og mine kollegers forskning er ikke begrænset til Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden. På Nationalmuseet og Københavns Universitet har vi har gennem årene undersøgt over 1.000 individer fra både Danmark og udlandet og fra forskellige forhistoriske perioder og kulturer. Af dem er ca. 100 individer fra dansk bronzealder, og de fleste af dem ser ud til at stamme fra det nuværende danske område.
Ikke alene i Danmark, men også andre steder i Europa, viser nye studier, at der findes individer i bronzealderen, hvis liv har været præget af mobilitet. Under ledelse af de to tyske forskere, Philipp Stockhammer og Corinna Knipper, blev der i 2017 publiceret nye undersøgelser af individer fra bronzealdergravpladser i Lech-dalen i Sydtyskland. Deres resultater peger på, at hovedparten af kvinderne ikke var af lokal oprindelse, mens mændene og børnene var fra det lokale område, hvor de blev begravet.
Det får forskerne i dette studie til at foreslå flg. tolkning: »Kvinder var drivkraften i forhold til den regionale og over-regionale kommunikation og udveksling i begyndelsen af den europæiske metalalder.« Holder dette stik, fortæller undersøgelsen os ikke alene at kvinderne rejste, men også noget mere generelt om, hvordan netværk og udveksling mellem forskellige samfund blev etableret og opretholdt i bronzealderen.
I Danmark har vi en enestående mulighed for at komme tæt på bronzealderens mennesker og samfund. Som en af mine italienske kolleger, professor i arkæologi, Andrea Cardarelli, sagde til mig sidste år ved en workshop: »Danmark er et bronzealderparadis, fordi I har så mange fantastiske fund fra perioden, en af verdens bedste bronzealdersamlinger«. Det er disse muligheder som jeg, og mange andre, gør vores bedste for at bringe i anvendelse, for at vi alle kan blive klogere på vores forhistorie.
For mig er forskning i mobilitet i forhistorien en videnskabelig praksis. Jeg vil overlade det til andre at drive politik.
