Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Efterskoleelev: I sagde, I kæmpede for os – Hvorfor skal vi så ikke »hjem« d. 1. marts?

»Jeg tror, vi kan konstatere, at mange hjemsendte efterskoleelever lider både af både afsavn og ensomhed. Vores optimisme er dalende,« skriver Malena Axelgaard. På billedet ses Brejning Efterskole.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Vi var mange, der spændt fulgte med, da forhandlingerne om den nylige genåbning spidsede til. Vi var mange, der endelig så en mening med måneders vidt udstrakte tålmodighed, og de mange dage vi måtte kæmpe os igennem, selvom vi led afsavn. Håbet i os blev tændt, så snart vi fandt ud af, at der faktisk var nogen, der ville kæmpe for os. Allesammen. Efterskolerne.

Men at anbefalingerne skulle være en regional åbning af efterskolerne i Nord- og Vestjylland samt Bornholm? Set med mine øjne virker det en smule ulogisk.

Det gør det, fordi alle eleverne kommer fra steder spredt ud i hele landet. Muligheden for at gøre efterskolerne til en boble er der jo. Efterskoler er en boble, som ikke interagerer med lokalsamfundet.

Imens forhandlingerne i tirsdags stod på, håbede og troede jeg på det bedste. Jeg havde læst, at der var et flertal, som ville kæmpe for os. Mette Frederiksen skrev jo på Facebook: »Det er hverken en rød eller blå sygdom. Det skal bekæmpelsen af den heller ikke være«. Så det var en mavepuster morgenen efter, at der i den endelige genåbning intet var ændret fra ekspertgruppens beregninger.

Jeg blev så trist, da vi endnu en gang fik af vide, at vi skulle spænde ballerne i og nu vente på 15. marts. Hver eneste gang, de sagde, at de kæmpede for efterskolerne, steg vores forhåbninger op i luften, for så bare at blive skudt ned og styrte til jorden sammen med vores fælles drømme og håb til, hvad der forventeligt skulle have været det bedste år i vores liv.

»Vi savner det sted, vi kunne kalde »Vores«. Vores efterskole.«


Det er pudsigt, at det lige skulle være 15. marts, vi måske kunne komme »hjem«. Der ville min efterskole have været i London. Bare lige for at sætte vores konstante omstillingsparathed i perspektiv.

Jeg kan også godt se, at nogle mennesker måske ville mene, at det var bedst at lade eksperterne afgøre, hvordan alt skulle foregå. Hvordan er det så slemt, at efterskolerne forbliver lukket, det påvirker jo ikke samfundsøkonomien i lige så høj grad?

Selvom vi kun har gået på efterskole i fem måneder, så har det en kæmpe betydning for vores personlige udvikling. Vi efterskoleelever har været vant til at bruge hver eneste dag klods op og ned ad hinanden, men nu skal al den kommunikation foregå over en skærm, som jeg personligt i forvejen sidder klistret op ad de fleste af døgnets vågne timer.

Jeg tror, at vi kan konstatere, at mange hjemsendte efterskoleelever lider både af både afsavn og ensomhed. Vores optimisme er dalende, for vi skal mærke, at der er en mening i at sige fra, så vi også i fremtiden bliver ved med at kæmpe for det, der betyder noget. Det vi tror på.

Vi savner det sted, vi kunne kalde »vores«. Vores efterskole.

Jeg kan ikke få tiden tilbage, men jeg bliver i mit naive håb om, at vi bliver hørt. For mig og mine kammerater på Lunderskov Efterskole må vi ligesom mange af landets andre efterskoleelever gøre, som vi konstant får besked på og »have tålmodighed – lidt endnu«. Så vi kan komme »hjem«.

Malena Axelgaard er efterskoleelev