Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

DRs tynde teori om drab på digter og modstandsmand

Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan Nielsen døde, men det betyder ikke, at vi frit kan spekulere, gøre antagelser til fakta og indicier til beviser.

Ingen ved præcis, hvordan digteren Morten Nielsen døde under krigen. Men det betyder ikke, at vi frit kan spekulere og komme med beskyldninger, der bygger på antalgelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: ukendt

Jeg har deltaget i en kritik af DRs podcast »Speditørens død« om digteren og modstandsmanden Morten Nielsens død under besættelsen som værende spekulativ.

Seriens redaktør Mette Offenberg skriver i Berlingske at »Enhver, der hører serien, vil derfor opleve, at vi åbent undersøger de forskellige mulige forklaringer fra en række særdeles tunge kilder og analyser, og lægger dem lige så åbent frem med de meget tydelige forbehold, det kræver.«

Jakob Sørensen Fold sammen
Læs mere

Det lyder jo fint, men er det også det, man gør? I slutningen af serien opsummerer Martin Grønne, der står bag serien, sin undersøgelse af de mulige forklaringer på Nielsens død. Grønne vil gerne så tvivl om vådeskudsforklaringen og tilbyder især en teori, der indebærer at modstandsmanden Jørgen Haagen Schmith – Citronen – skulle være drabsmanden, og at jalousi skulle være motivet.

Alvorlig anklage

Kilden til, hvad der skete i 1944, er landsretssagfører Bent Jacobsen, der kort efter Nielsens død møder Citronen, som han satte stor pris på. Citronen forklarede, at Nielsen skød sig selv ved et uheld. I afsnit 4 konkluderer Grønne om Jacobsen, at »kronvidnet er falmet« og »blevet utroværdig« og »den veltalende sagfører« bliver hængt ud som en, der bevidst lyver.

En temmelig alvorlig anklage. Og hvad er så Grønnes belæg for det? Jo, stort set alene det, at Jacobsen havde høje tanker om Citronen, gør ham utroværdig – mon ikke han lyver om et overlagt mord for at dække over sin ven?

Jo, det kan man da godt forestille sig rent hypotetisk, men vi ved det ikke.

Og der var jo flere drab under besættelsen, som blev fejet ind under gulvtæppet for fredens og harmoniens skyld, mon ikke det også gælder Nielsens død?

Jo, måske, men vi ved det ikke.

Og mon ikke Nielsen havde en affære med Citronens kone – et belejligt motiv? Jo, siger Grønne, der er i hvert fald et brev, hvor Nielsen tidligere omtaler en affære med en gift kvinde – mon ikke det er Citronens kone?

Vi aner det ikke!

»Serien er én lang spekulativ behandling af kilderne. Indicier bliver til beviser. Antagelser til fakta.«


Antagelser til fakta

Og ifølge folkene bag fiktionsfilmen »Flammen og Citronen« skulle Gunnar Dyrberg, der var tæt på de to modstandsfolk i Holger Danske, have sagt »Det var sgu’ nok Jørgen, der gjorde det«, og det bliver umiddelbart efter til »at Gunnar Dyrberg, lederen af Holger Danske, sagde, at Jørgen Schmith har slået Morten Nielsen ihjel«. Altså en klar stramning fra Grønnes side.

Dyrberg gøres samtidig til leder af Holger Danske, hvad han ikke var, men i sammenhængen virker det naturligvis på lytteren som en styrkelse af udsagnet. Og sådan kan man blive ved. Serien er én lang spekulativ behandling af kilderne. Indicier bliver til beviser. Antagelser til fakta.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan Nielsen døde, men det betyder ikke, at vi frit kan spekulere og trække kilderne rundt i manegen. Der hører en faglighed til den slags undersøgelser, og bedre belæg for alvorlige påstande om drab og om bevidst at dække over en alvorlig forbrydelse. Det er netop det, der er problemet her.

Tvivlen kommer ingen til gode, men bruges til at bestyrke den mest spektakulære teori. Vi er ikke blevet klogere.