Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Drop de liberale argumenter, kære konservative

Konservative politikere og debattører bør huske på, at de ikke er liberale, og at ytringsfriheden ikke er vigtigere end ansvaret, tilknytningen og forpligtelsen.

Der er skrevet »død over Paludan« på fliserne på Blågårdsplads på Nørrebro. Ifølge valgmenighedspræst Signe Helbo er det et problem, når man hævder, at ytringsfrihed står over respekten for andre mennesker. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Vi har de sidste mange år talt om ytringsfriheden – og alle vore andre højt skattede friheder. Fra den konservative og den liberale fløj har det været understreget i flæng, at tonen i debatten ikke betyder noget.

Jeg kan måske forstå, at man som liberal hæver friheden over alt andet, men det ville klæde de konservative at huske på, at der trods alt er noget, der står over vores individuelle frihed: ansvaret, tilknytningen og forpligtelsen.

Ytringsfrihed er fint, men frihed fordrer opdragelse. Opdragelsen har – af mange forskellige årsager – ændret sig eksplosivt siden kvindefrigørelsen i 1960’erne. Og gudskelov for det. Dog er der samtidig sket det, at børn i dag, og gennem min egen barndom, er vokset op i troen på, at vi er unikke individer, der kan blive, hvad vi vil, mene, hvad vi vil, og gøre, hvad vi vil. Vi er vokset op som individuelle liberalister, uanset hvilke politiske ideologier, vi i øvrigt er rundet af.

Signe Helbo Fold sammen
Læs mere

Problemet er, når vi, der vokser op med disse liberale illusioner, på forkælet vis hævder, at vores ytringsfrihed står over respekten for andre mennesker. Her opstår, synes jeg, en skævvridning, der ville klæde de konservative at betone. De er trods alt ikke liberale.

For nylig kom den nationalkonservative DF’er, Morten Messerschmidt, på manges læber, fordi han retteligt understregede noget, der har været ignoreret eller afvist fra den liberale og den konservative front. Han erkendte, at tonen og respekten for ens medmennesker betyder noget, da han argumenterede for, at man bør genindføre tiltaleformen hr. og fru i folkeskolen som led i at styrke lærernes autoritet.

»Vi må holde fast i, at vores frihed skal forvaltes gennem forpligtelsen på og ansvaret for vores medmennesker«


Jeg fulgte nysgerrigt debatten i radioen, og beundrede Messerschmidt for tydeligt at sige, at tonen er udtryk for, hvilken respekt man møder sine medmennesker med. Om end det er utopi at genindføre de gamle tiltaleformer, synes jeg, at Messerschmidt har en pointe. Det ærgrer mig dog, at han og de øvrige konservative kræfter – uagtet hvilket parti, de tilhører – ikke fører argumentet til ende.

Vi må holde fast i, at vores frihed skal forvaltes gennem forpligtelsen på og ansvaret for vores medmennesker og respekten for samme – uanset om vi er enige med dem i deres livsanskuelse eller ej. Derfor fordrer enhver frihed opdragelse. Når opdragelsen går fløjten, skal vi ikke fratage folket dets friheder, men vi skal have lov til at kritisere, når frihederne misbruges uden at blive mødt med mundkurvslignende ikke-argumenter som, at ytringsfriheden står over alt andet.

Kære konservative, hvor I end er, jeg savner, at I gør op med liberalismens slagsider, så det ikke kun er den yderste venstrefløj, som, med deres egne ideologiske illusioner, kæmper denne kamp. Måske kunne en forestående valgkamp være tiden til, at de konservative tør sige det, der skal siges: Frihed fordrer opdragelse.