Din nye bil sladrer – du risikerer, at den deler oplysninger om dine »seksuelle aktiviteter«

Alle større bilmærker foretager i dag en ekstrem dataindsamling fra ejere af moderne biler. Det er dybt problematisk.

Danskernes bilpark er under hastig forvandling. I fjerde kvartal af 2023 blev der for første gang solgt flere nye elbiler end fossilbiler. Det er et vendepunkt, som er værd at fejre, for vejen væk fra fossile brændsler er afgørende for at nedbringe CO2-udledningerne.

Desværre har moderne biler også en skræmmende bagside. Nemlig en i mange tilfælde ekstrem dataindsamling om bilejerne ved hjælp af bilens tekniske udstyr som sensorer, mikrofoner og kameraer samt muligheden for at forbinde mobiltelefonen til bilens udstyr.