Hvad sker der egentlig, når det traditionelle kontor opløses, og vi i stigende grad løser vores arbejdsopgaver digitalt - løsrevet fra tid og sted? Rigtig mange danskere har i de sidste uger arbejdet fuldtid fra et mere eller mindre interimistisk hjemmekontor understøttet af deres to vigtigste og uundværlige digitale værktøjer: computeren og telefonen – og har på rekordtid udviklet både personlige kompetencer og implementeret nye softwareløsninger.

Coronakrisen ændrede på få dage arbejdsdagen radikalt - og dermed også på forholdet mellem den analoge og digitale arbejdsplads. Den digitale arbejdsplads er med et kvantespring blevet vores nye holdepunkt, og definerende for samarbejdet og kommunikationen. Det store spørgsmål er nu, om en periode med et lukket Danmark betyder, at vi bliver mere vant til at arbejde digitalt - eller om behovet for at mødes, og arbejde tæt sammen bare er steget som følge af en periode med begrænset social interaktion?