Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Det nye boligbyggeri i København forarmer hovedstaden

Københavns Kommune og regeringen bør ændre rammerne for finansieringen af metroen, så der skabes nye bydele med et menneskeligt ansigt.

Carlsberg Byen er ifølge Carsten Hoff et slående eksempel på den afsporing, der sker, når developerne tager over. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der er grund til at revidere den politiske aftale mellem stat og Københavns Kommune om, at metrobyggeriet skal finansieres gennem salg af byggegrunde. For boligbyggeri som det igangværende vil på lang sigt være en katastrofe for byen.

I kommunens arkitekturpolitiske manifest står, at der skal prioriteres en blandet by med variation i bygnings- og boligmasse, men det er en hensigtserklæring, der står i skærende kontrast til dagens praksis.

Carsten Hoff Fold sammen
Læs mere
Foto: Carsten Hoff.

Københavns Kommunes næsten desperate ageren i den seneste tid ved udpegningen af byggegrunde demonstrerer i hvert fald, at aftalen ikke er gunstig for kommunen. Når man udpeger fredede områder til fremtidig bebyggelse, områder som netop er fredet for at fællesskabet – vi alle – kan få glæde af dem ud i al fremtid, så er der noget galt. Hvis de aktuelle fredede områder er, hvad man ser som muligheder i 2018, hvad tager man så ikke fat på i 2019, 2020 og videre frem?

Slående eksempler på afsporing

Aftalen indebærer, at byggegrunde skal sælges til markedspris, dvs. til højeste pris, og den kan developerne (bygherrerne, red.) tilbyde, forudsat grundene er store nok, fordi de vil bygge meget af det samme. Boligbyggeriet i København er i disse år derfor domineret af developerstyret byggeri, og det har med enkelte positive undtagelser skabt en monokultur. Carlsberg Byen og Grønttorvet, der begge havde gode lokalplan-ambitioner, er slående eksempler på den afsporing, der sker, når developerne tager over.

København har oplevet tidligere tilsvarende perioder af monokultur, senest i 60erne og 70erne, hvor byggeriets industrialisering slog igennem, og hvor det ganske land blev plastret til med åndløse boligstænger i tre-fire etager og fravær af elementer, der kunne stimulere det sociale liv mellem bygningerne. Det betales der i dag en høj pris for.

Der må ganske enkelt nye spillere på banen som bygherrer.

Bygherrer, som vil påtage sig opgaven med at udvikle diversitet i boligudbudet, boliger til flergenerationsfamilien, til kollektivet, til den enlige, til dem der vil drive erhverv i kombination med boligen.

Der må gives plads til små aktører, og derfor skal der skaffes grundstykker, hvor en sådan frodighed kan udspille sig – små grundstykker til overkommelige priser.

Så derfor, kære Frank Jensen, og kære borgerrepræsentation: Gå i forhandling med regeringen om nye rammer for metrofinansiering, og derfor kære Kristian Jensen, Ole Birk Olesen og kære Lars Løkke for den sags skyld: Strik en ny finansieringsmodel sammen. Det er ikke rimeligt, at prisen for metro skal være ’fattige’ boligområder, og husk på at København også er regeringens hovedstad, er hele befolkningens hovedstad, og at den popularitet, som byen nyder internationalt, forpligter – også til at skabe nye bydele med menneskeligt ansigt.