Det mest effektive våben i bekæmpelsen af udbruddet er den enkeltes adfærd. Hvordan støtter vi den bedst?

Vi har været stjernegode. Virussen er på tilbagetog, men den er der endnu og er fortsat en trussel for os. Det er derfor lige så vigtigt nu som i marts, at vi holder fast i de tiltag, vi ved virker, nemlig afstand og hygiejne. Men hvordan fastholder vi viljen til at følge anbefalingerne, nu hvor smittetallene fremstår så meget bedre end for to måneder siden?

»Vores vigtigste værn er stadig afstand og hygiejne. Fastholdes det ikke, risikerer vi at blive slået tilbage til marts. Vi er smerteligt bevidste om, at vi som læger kan råbe nok så højt i kor med velmente råd uden at succesen nødvendigvis følger med,« skriver indlæggets forfattere. Niels Christian Vilmann

De seneste måneder har været mørke og fulde af formaninger. Men nu er sommeren her, og studentervognenes glædesråb lyder landet over. Hverdagen har været savnet, og den er helt forståeligt blevet budt i møde med åbne arme.

Men vi må huske, at faren fra marts er uændret. Vi frygter, at vi er ved at nå et stadie, hvor udbruddets trussel ryger i baggrunden, og restriktionerne synes for omkostningstunge at følge.