Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det konservative udsyn

Den liberale verdensanskuelse har været for snæversynet. Det kan ikke tages for givet, at de vestlige normer og værdier vinder værdikampen.

Den amerikanske filosof og politolog Francis Fukuyama troede, at den liberale verdensorden havde sejret, men han tog som så mange andre fejl. De vestlige værdier kan ikke tages for givet. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kendte amerikanske politolog, Francis Fukuyama, har netop udgivet en bog med titlen »Identity«. Den er til dels et selvopgør med bestseller-bogen fra begyndelsen af 1990erne med den sigende titel »The End of History«. Fukuyama troede dengang lige efter Berlinmurens fald som mange andre i Vesten, at den liberale verdensorden og det liberale demokrati havde sejret ad helvede til – godt! Historiens store hjul á la Hegel var bragt til standsning. Politisk og økonomisk set var verden kommet på den bedste hylde, som tænkes kunne.

Peter Nedergaard Fold sammen
Læs mere

Det tror Fukuyama ikke længere. Mange ting har gjort ham klogere, og givet ham et større og mindre vestligt præget udsyn. Den globalisering, som de ægte liberale hylder nærmest uden reservationer, har vist sig både at skabe vindere og tabere, og sidstnævnte reagerer stadigt kraftigere på, hvad de betragter som vinderelitens arrogance og ligegyldighed. Indvandringen har også vist sig at være langt mere problematisk end først antaget. Det gælder især, hvis den foregår fra ikke-vestlige lande, som er kulturelt og religiøst meget anderledes indrettet. Sammenlagt har globaliseringen medført, at almindelige mennesker i stadigt højere grad mener, at den globale samfundsudvikling truer den dybe identitet, som deres lands kultur og historie har givet dem.

Blindgyde

Fukuyamas svar på denne udvikling er bl.a., at der skal langt bedre styr på indvandringen fra ikke-vestlige lande med meget forskelligartede kulturer, at man skal stille sig mere kritisk an i forhold til internationale instanser uden direkte demokratisk forankring, som medfører øget indvandring, og at kravet til indvandrerne klart og tydeligt bør være assimilation i forhold til værdierne i det land, som de er vandret til. Multikulturalisme er en blindgyde.

»Det betyder ikke, at det liberale skal kastes ud med badevandet. Ren konservatisme kan medføre stilstand. Der er brug for en liberal omrøring fra tid til anden.«


Bevægelsen fra det liberale til det konservative syn på tingenes tilstand er der mange andre end Fukuyama, der tager i disse år verden over. Det hænger sammen med, at den rene liberale verdensanskuelse har vist sig at være lige lovlig snæversynet. Den bør derfor for den centrum-højre politiske fløj af borgerlige mennesker suppleres med den konservative ditto, som har et langt mere internationalt antrit, idet den bygger på viden om verdens grundlæggende forskellighed og ikke tager det for givet, at vestlige normer og værdier automatisk vinder værdikampen.

Det betyder ikke, at det liberale skal kastes ud med badevandet. Ren konservatisme kan medføre stilstand. Der er brug for en liberal omrøring fra tid til anden. Det liberale skal imidlertid bygge på et solidt fundament af konservatisme med al den respekt for nationalstat, anerkendelse af landenes og kulturernes vedvarende forskellighed og af, at mennesker (i hvert fald hovedparten af dem) ikke kan leve uden identitetsmæssig tilknytning til det sted og det land, som har formet dem.

Liberal-konservatismen ser ud til at have opbakning fra et flertal af vælgerne i de europæiske lande. Hvis det fortsat skal være tilfældet, er mottoet »konservativ først, liberal så«.