Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Det er svært at koge en god suppe på regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi

Når man ser på regeringens anden udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, er der kommet mere kød på benet, men der er plads til forbedring.

Verdensledere mødtes sidste uge i Paris for at markere 100-året for våbenhvilen, der gjorde Første Verdenskrigs kanoner tavse. Tragisk nok er der lighedstegn mellem Asien i dag og situationen i Europa før Første Verdenskrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Umiddelbart efter, at regeringen i juli 2017 havde fremlagt sin første udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, begyndte udenrigsministeren at tale om, hvordan den næste strategi skulle have mere fokus på det »at værne om det internationale samarbejde«, som for ham udgjorde fundamentet for Danmarks sikkerhed og velfærd. Han var - som han udtrykte det - »bange for, at der er flere danskere derude - også på Christiansborg - der ikke er helt klar over, hvad der er på spil: Vi kan ganske enkelt ikke varetage vores interesser i verden på egen hånd«.

Nu, hvor regeringen netop har fremlagt sin anden udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, er det oplagt at spørge, om der er blevet rettet op på fordums undladelsessynd: Løber det »at understøtte fælles spilleregler og samarbejde« som en rød tråd gennem strategien, eller forbliver det ved skåltalerne og symbolske markeringer?

Louise Riis Andersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Louise Friis Andersen.

Tjah, bum, bum, som en tidligere udenrigsminister engang sagde. Der er vitterligt kommet mere kød på benet, men når man kigger lidt nærmere efter, er det stadig et ben, der er svært at koge en god stærk suppe på.

Spøger Sikkerhedsrådet?

Forsvaret for det regelbaserede internationale samarbejde fremhæves som den første af strategiens seks tematiske prioriteter. Der lægges op til et styrket dansk engagement i de multilaterale organisationer og introduceres syv konkrete »initiativer og fokuspunkter«. Blandt disse er det især interessant at konstatere, at FN – efter i længere tid at have været noget marginaliseret i dansk udenrigspolitik – igen fremstår som en central platform for dansk interessevaretagelse. Der lægges bl.a. op til øgede bidrag til FNs fredsoperationer og til generalsekretærens reformarbejde. Aner man her konturerne til et kommende dansk forsøg på igen at blive valgt ind i FNs Sikkerhedsråd?

Også strategiens fem andre temaer (sikkerhed, Europa, flygtninge/migration/udvikling, økonomisk diplomati og Arktis) indeholder tiltag, der sigter på at styrke og reformere de institutionelle rammer for det internationale samarbejde. F.eks. lægges der under overskriften »den nye digitale verdensorden« op til et dansk initiativ om »governance og global alliancedannelse«, der kan udvikle internationale dataetiske normer og principper. Dermed fremhæves de politisk/diplomatiske aspekter af Danmarks såkaldte TechDiplomacy, der ellers har handlet mest om at tiltrække udenlandske tech-investeringer til Danmark.

Alligevel efterlader strategien et samlet indtryk af, at regeringen ikke går »all in« på at bakke op om det forpligtende, regelbaserede internationale samarbejde.

For det første skal indsatsen ske indenfor de eksisterende rammer. Der er ingen »nye« penge til Udenrigsministeriet og ikke udsigt til ændringer i Udenrigstjenesten. Den forrige strategi tilførte flere medarbejdere til EU-repræsentationen i lyset af Brexit og oprettede nye ambassader, generalkonsulater og en række nye tematiske ambassadører. Det sker ikke i den nye. Udover udnævnelsen af en »særlig udsending for klima og energi« vil Danmarks diplomatiske tilstedeværelse ude omkring i verden være som hidtil.

For det andet bygger flere tiltag reelt på en mindre forpligtende tilgang end den, man normalt forbinder med den regelbaserede, internationale orden. Når regeringen f.eks. vil tage initiativ til et internationalt regelsæt om e-handel, fremhæver de, at dette skal ske som en »primært privatsektordrevet proces«.

At bede virksomhederne om selv at formulere regler for god global e-handel kan ses som en naturlig konsekvens af den magtkoncentration, der er sket omkring onlinegiganter som Amazon, Zalando og Asos. Måske passer den nye »multistakeholderisme«, der bringer virksomheder, stater og civilsamfundsaktører sammen i »partnerskaber«, bedre til en globaliseret verden, hvor problemerne er for sammensatte til, at de statsbaserede systemer kan løse dem alene. Men den rejser også nye spørgsmål i forhold til at holde lokale, nationale og globale beslutningstagere ansvarlige. For hvem bestemmer egentlig i sådan et multistakeholder-partnerskab? Og hvem skal stå til regnskab over for de mennesker, hvis liv påvirkes af deres beslutninger?

»Oplyst debat«

Endelig for det tredje bærer strategien præg af, at regeringen har det lidt svært med det europæiske for tiden. På den ene side skal »EU gå i front for at forsvare og drive den liberale værdidagsorden i en tid, hvor der er opstået usikkerhed om det globale lederskab«. På den anden side skal EU »fokusere på de områder, hvor EU giver størst merværdi« inden for en »budgetrestriktiv ramme«. Det er ikke nemt at kombinere de to.

Samtidig er regeringen tydeligt bevidst om, at den politiske udvikling og de danske forbehold sætter Danmark uden for indflydelse i en række spørgsmål om EUs fremtid. Strategien peger på problemet og lægger op til en »oplyst debat« om forsvarsforbeholdet, men den markerer ikke som sådan et opgør med Danmarks EU-fodslæberi. Heller ikke selvom netop EU jo mere end noget er udtryk for det forpligtende, regelbaserede, internationale samarbejde, regeringen ønsker at styrke.

Det sidste viser, at udenrigspolitik i høj grad også handler om indenrigspolitik. Strategien gør et nummer ud at fremhæve, at »Regeringen ønsker at Danmark bevarer sit europæiske og globale engagement«. Strategien kan på lange stræk læses som et opgør med den indadvendthed, der ellers har præget debatterne om dansk udenrigspolitik i de senere år. Det forpligtende internationale samarbejde er ikke en byrde for Danmark, men derimod »garanten for Danmarks sikkerhed, velstand og værdier«, fastslås det i strategien.

At den udmelding i 2018 kan opleves som forfriskende klar, siger noget om, at det ikke kun er i det store udland, det politiske landskab forskyder sig i disse år.