Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er nemt at afskrive »myten« om ulighed, hvis man lukker øjnene

Der er stadig noget galt i toppen, mener Christian Rabjerg Madsen.

»Ifølge Det Økonomiske Råd har netop formueindkomster været en væsentlig årsag til den stigende indkomstulighed siden årtusindskiftet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er med stor glæde, at jeg i den forgangne uge har kunnet konstatere, at både Cepos og Berlingskes egen Amalie Lyhne for alvor har fået øjnene op for den danske velfærdsmodels fortræffelige evner til at skabe social mobilitet.

Desværre handlede deres indlæg ikke om, hvordan vi styrker mobiliteten i bunden af indkomstfordelingen. De gjorde i stedet et forsøg på at afskrive, at vi skulle have en relativt stabil gruppe af rige mennesker i Danmark med henvisning til Cepos’ analyse af trafikken ind og ud af gruppen med de allerhøjeste indkomster i samfundet.

Ifølge Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen kan man ikke tale om en »stabil og stationær overklasse« i Danmark, fordi halvdelen af personerne i »den øverste procent« af indkomstfordelingen ryger ud af gruppen igen efter tre år, mens 7,3 pct. af en årgang tilbringer mindst ét år i det gyldne selskab set over et livsforløb.

Det er besynderligt, at både Cepos og Amalie Lyhne tilsyneladende har valgt helt at se bort fra formuefordelingen i deres forsøg på at udtale sig om, hvorvidt der eksisterer en »stabil og stationær« gruppe af rige mennesker i Danmark.

Så sent som i oktober 2019 kunne man ellers i Amalie Lyhnes egen avis læse Cepos-direktør Martin Ågerup udtrykke bekymring over, at Berlingskes årlige liste over de 100 mest formuende privatpersoner og familier i Danmark kun talte otte nye navne, altså en udskiftning på blot otte procent i forhold til året før.

Det bliver lidt for let at afskrive »myten« om ulighed i Danmark, hvis man helt ser bort fra den dimension, hvor den er størst.

Når trafikken ind og ud af toppen i indkomstfordelingen er større end for formuefordelingen, skyldes det, at personerne øverst i indkomstfordelingen – udover en høj løn – ofte har store indkomster fra formuer.

Ifølge Det Økonomiske Råd har netop formueindkomster været en væsentlig årsag til den stigende indkomstulighed siden årtusindskiftet. I en tidligere analyse identisk med den omtalte i Berlingske har Cepos selv konstateret, at formueindkomst er en vigtig del af den samlede indkomst blandt den øverste procent modsat den øvrige befolkning.

Formueindkomsternes størrelse kan i sagens natur ændre sig fra år til år afhængig af fx udviklingen på aktiemarkedet. Derfor kan den præcise sammensætning af den øverste procent i indkomstfordeling godt variere, selvom de bagvedliggende formuer er relativt stabile, som afspejlet i Berlingskes top 100-liste.

Hvor gruppen i og omkring den øverste procent er højt at flyve, har de dog, heldigvis, ikke helt så dybt at falde. En analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2016 viste fx, at den ene procent med de højeste livsindkomster befandt sig blandt de ti pct. rigeste i 95 pct. af sit arbejdsliv.

Stabiliteten i toppen er altså ved nærmere eftersyn noget større end hvad Cepos og Amalie Lyhne giver indtryk af. Derfor har Socialdemokratiet foreslået at tilbagerulle nogle af de lempelser af skatterne på formueindkomster, som blev gennemført med Rødvinsreformen i 2009.

Christian Rabjerg Madsen er finansordfører og folketingsmedlem for Socialdemokratiet