Det er ikke mangel på farlig leg, der skaber mistrivsel, Claus Holm

Claus Holms diskurser skriver sig ind i to sociale tendenser, den ene er forankret i en historisk trend, nemlig at man ikke kan spejle sig i den næste generation, der er ved at løsrive sig fra de voksne.

»Det grundlæggende rationale i Holms argument er, at børn bliver stærke af at have det svært og leve livet farligt,« skriver Helle Rabøl Hansen og Bjørg Kjær. Torkil Adsersen

Unge piger i mistrivsel er formentlig blevet forhindret i at få lov til at lege farlige lege, da de var yngre. De har boltret sig på legepladser under alt for store sikkerhedskrav. Sådan argumenterer Claus Holm leder af Institut for Uddannelse og Pædagogik i et debatindlæg i Berlingske 11. maj.

Debatindlægget skriver sig ind i en række indlæg de sidste år fra Claus Holm, der alle synes at have samme ærinde, nemlig at betvivle og bagatellisere at vi står med en aktuel udfordring: En stigende mental mistrivsel hos børn- og unge under uddannelse. I stedet får Claus Holm hver gang sendt problemet ind i den unge selv, der er for sart, pylret og overbeskyttet. I et tidligere debatindlæg slår Claus Holm for eksempel til lyd for, at piger i studiepres via opdragelse hjemmefra forventer det problemfri studieliv.