Kineserne rykker frem på banen, økonomisk, teknologisk, videnskabeligt, militært og politisk. Det kan vi ikke forhindre, men hvorfor skulle vi også det? Er Kina en »gul fare«, som Trump mener, eller åbner Kina nye muligheder, som europæerne mener?

Kinas økonomi er i færd med at overhale USAs, og når det er sket, vil kurven stige kraftigt. Langt hurtigere vækst i Kina end i USA. Donald Trump har indledt en handelskrig mod Kina. Europa deltager ikke. Tværtimod lukrerer Kina og Europa på øget samhandel i takt med, at Kinas samhandel med USA skrumper.

Handelskrigen bliver ikke afviklet før det amerikanske præsidentvalg 3. november. Imens er det de amerikanske forbrugere og virksomheder, som betaler straftolden. En god del af de ramte varer er amerikanske produkter, som amerikanske virksomheder producerer i Kina og sender hjem til USA.

Trump bliver ved med at sige, at Kina stjæler amerikansk teknologi. Men i takt med, at kinesiske produkter bliver verdensførende, vil »stjæleriet« aftage. Kina er i dag suverænt nummer ét i verden, hvad angår nye patenter. Universiteterne producerer mange højtuddannede. Af samme grund begynder Kina at dominere videnskabeligt.

»Kina har handlet resolut, og med stor kraft og fart. Det anerkendes allerede, at Kina fører, når det gælder indkapsling af coronavirus.« (Photo by NICOLAS ASFOURI / AFP)
»Kina har handlet resolut, og med stor kraft og fart. Det anerkendes allerede, at Kina fører, når det gælder indkapsling af coronavirus.« (Photo by NICOLAS ASFOURI / AFP) NICOLAS ASFOURI

Også i kampen mod coronavirus ser man det. Berlingske skrev for få dage siden, at WHO roser Kina og skoser Europa. Dødeligheden kan blive større i Europa end i Kina. WHO siger, at Kina er et eksempel til efterfølgelse for andre nationer. Hvad gør forskellen? »Fart«, siger WHO. Kina har handlet resolut, og med stor kraft og fart.

Det anerkendes allerede, at Kina fører, når det gælder indkapsling af coronavirus. Mange videnskabsfolk er givetvis sat ind på at udvikle vaccinen. Og mon ikke Kina kommer først?

Kina arbejder på at blive stærkere militært. Man kan kun have en stærk magt, hvis man har et stærkt militær, har Xi Jinping sagt. Men USA kan strangulere Kina ved at lukke søvejene til Kina. Hvis USA i en konflikt skulle få held med at lukke ruter for produkter ud af Kina og for import til Kina, vil en egentlig krig med Kina ikke være nødvendig. Europa spiller ikke med.

Vinder amerikansk demokrati over kinesisk kommunisme? Det tror jeg ikke.

Det er meget længe siden, at Kina har været i krig mod nogen. Først var der Koreakrigen, som sluttede i 1953. Så var der grænsekrigene mod det daværende Sovjetunionen i slutningen af 60erne. Senest kæmpede Kina en kortvarig grænsekrig mod Vietnam i 1979.

Af de fem faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd er Kina ene om ikke at have været i krig de seneste 40 år. Præsident Obama er en fredelig mand. Men i Obamas sidste år som præsident lod USA 26.000 bomber falde over syv forskellige lande.

Vinder amerikansk demokrati over kinesisk kommunisme? Det tror jeg ikke. Også på denne front deltager Europa ikke. EU kritiserer manglen på menneskerettigheder i Kina, men går ikke efter den kinesiske samfundsorden, som USA gør.

Men vil det lykkes? Berlingske skriver 15. februar, at en helt ny rapport, »Global Satisfaction with Democracy Report 2020«, baseret på 3.500 undersøgelser i 154 lande, viser, at utilfredsheden med demokratiet er steget, i den nye rapport til 57,5 pct. Det afspejler store forskelle, hvor Danmark og Holland ligger lavest. I Danmark er »kun« 13 pct. utilfreds med demokratiet. Dette tal nævner også en ny dansk rapport udgivet af Demokratikommissionen. Kommissionens formand, Lisbeth Knudsen, finder, at der i den danske rapport er »bekymrende tendenser«. Utilfredsheden stiger.

I USA er over halvdelen af den amerikanske befolkning utilfreds med demokratiet. Hvordan vil man overbevise kineserne om, at demokrati er en god idé? De fleste Kina-kendere mener, at kineserne er tilfredse med styreformen i Kina, så længe de mærker økonomisk fremskridt og ikke mere skal leve af ris alene. Kina er i dag verdens største forbruger af svinekød.

Europa har ikke grund til at frygte »den gule fare«, det har USA.

Over de seneste år har USA oplevet større ulighed og fastfrysning af de fattige som fattige, der ikke kan mærke nogen fremgang. Er det et argument for, at demokrati er bedre end kinesisk kommunisme?

USA tordner løs på Kina. Således også under den sikkerhedspolitiske konference i München her for nylig. »We are winning«, siger udenrigsminister Mike Pompeo. Han gik direkte mod Kinas samfundsmodel, det kommunistiske styre. Han anklagede det kommunistiske parti for at stræbe efter militært, økonomisk og teknologisk herredømme.

Den kinesiske udenrigsminister svarede, at USA ikke tåler, at et socialistisk land har succes. Vi vil aldrig acceptere, at nogen lægger os hindringer i vejen. Konferencen handlede om Vestens nedtur, på engelsk med et nyt ord »Westlessness«.

Europa har ikke grund til at frygte »den gule fare«, det har USA.

Laurids Mikaelsen er forhenværende ambassadør i Kina