Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Der er vigtigere værdier end håndtryk

Hvordan står det til med proportionerne?

Mette Bock Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Steen Brogaard

I sidste uge deltog jeg som kulturminister i den ceremoni, hvor de første nye danske statsborgere skulle underskrive troskab til Grundloven – og give Inger Støjberg (V) et håndtryk. Dagen efter skulle jeg som kirkeminister forholde mig til, at enkelte præster i den danske folkekirke har den mærkelige indstilling, at de ikke vil give kvindelige kolleger et håndtryk. Begge sager ophidser gemytterne.

Hvordan står det til med proportionerne?

Jeg græder over, at det, der skulle være en smuk og højtidelig ceremoni for nye statsborgere, er druknet i en følelsesladet debat om håndtryk. Jeg har i mange år ønsket en ceremoni og festligholdelse, som også indebærer en tilkendegivelse af, at man som ny, dansk statsborger respekterer vore grundlæggende værdier. De udtrykkes intetsteds klarere end i Grundloven. Her taler vi i et enkelt og smukt sprog om frie valg, retssikkerhed, lighed for loven, ytringsfrihed og alt det, vort samfund bygger på.

»Jeg forstår hverken modstanden mod kvindelige præster eller modstanden mod at vie homoseksuelle. Men jeg respekterer retten til forskellighed.«


Jeg har selv underskrevet Grundloven to gange. Da jeg blev medlem af Folketinget, og da jeg blev minister. Det var en bevægende og højtidelig oplevelse. Og da jeg forleden talte med flere af de ni nye statsborgere, som underskrev troskab til Grundloven, gav de udtryk for præcis det samme. Alligevel blev al opmærksomhed samlet om håndtrykket. Det er en ulykkelig proportionsforvrængning, og det skygger desværre for det væsentlige.

Tvang i folkekirken

Så til det andet håndtryk, der ophidser gemytterne. Der er i dag ganske få præster i folkekirken, der af teologiske grunde, jeg ikke tilslutter mig, nægter at give hånd til kvindelige kolleger. Og nu vil nogen tvinge dem til det. De overser bare, at den teologiske rummelighed er det grundlag, der har holdt sammen på folkekirken siden 1849 og fortsat er årsagen til, at tre ud af fire danskere er medlemmer.

Friheden til forskellighed betød, at folkekirken ikke sprængtes, da vi fik kvindelige præster i 1940erne. Og friheden til ikke at vie homoseksuelle holdt folkekirken sammen, da vi gav de præster, der ønskede det, muligheden for at vie homoseksuelle med juridisk gyldighed for få år siden.

Jeg forstår hverken modstanden mod kvindelige præster eller modstanden mod at vie homoseksuelle. Men jeg respekterer retten til forskellighed. Måtte vi i andre dele af samfundslivet lade os inspirere af folkekirkens rodfæstede tradition for at respektere forskellighed og af Grundlovens smukt formulerede og stærke frihedsrettigheder.
Deri ligger Danmarks grundlæggende værdier. Ikke i påtvungne håndtryk, selvom det er lettere at forholde sig til i en kompliceret verden.