Der er en mening med galskaben på landets akademier

Ingen gider længere at blive provokeret, når en kunstner viser sine kønsdele i et spejl eller tisser på en tomat. Men hvis hun dækker sig til, moraliserer og forbyder, så trykkes der direkte på vores kulturs hellige smertepunkter: Individets ret trædes under fode, friheden begrænses, og der pisses på fornuften.

Det hjælper ikke at vise, som Morten Hesseldahl gør, at aktivismen mangler fornuft og modarbejder den kulturelle frigørelse. For det er netop hele pointen, mener Jørn Bjerre. Maria Albrechtsen Mortensen

I en kommentar i Berlingske lykkedes det Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl, at udstille, hvordan kæden er hoppet af på landets akademier, hvor fremtidens kunstnere har udviklet sig til et moraliserede identitetspolitisk præstestyre. Det gør han med henvisning til en kommentar af en anonym elev på Den Danske Filmskole, der i Filmmagasinet Ekko efterspørger færre hvide gæstelærere og flere film med tydelige moraler, der kan sikre, at det ikke overlades til tilskueren selv at danne sin egen mening, når det gælder diversitet og antiracisme.

»Kunst handler ikke om moral,« tordner Hesseldahl: Den skal være fri, bryde grænser og søge det sublime. Ved på denne måde helt at afskrive den samtale om racisme, sexisme og minoriteter, som de nye kunstnere lægger op til, positionerer Hesseldahl sig netop som det, de kalder »en dinosaur«.