Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den Udvidede Oralfase er gammel new age på nye tallerkener

»Den sekulære livsnyder går ikke i kirke, hvorfor skulle han det? Han har to katedraler, sin egen krop og restauranten, og i Den Udvidede Oralfase forenes disse to,« skriver Eva Selsing. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Isager

Erstatningsreligiøst. Vi lever i Den Udvidede Oralfase. Det er det, der skal i munden, der tæller. Viser, hvem vi er. Vi er foodies, vi er veganere, vi er gourmander, vi er, hvad vi spiser, fordi det at spise har erstattet fordums religiøse praksisser.

I TV, radio, magasiner, på de sociale medier, i boghandlerne, hvor forsider lover, at man kan spise sig til lykke. Man dømmer og fordømmer folk for deres spisevalg, segmenterer sig socialt efter madpræferencer. Så sidder de korpulente tyggemænd, der lever af at opsluge og stege og tale om at opsluge og stege, og fimser med miniatureindholdet af deres enorme tallerkener. Og vi spørger dem om livet, og de svarer i en sjælden spisepause. Det ser sjovt ud, men er også tegn på noget trist. Vi tygger og sutter os igennem tilværelsens genvordigheder. Eksistentiel trøstespisning, i bogstaveligste betydning.

Den sekulære livsnyder går ikke i kirke, hvorfor skulle han det? Han har to katedraler, sin egen krop og restauranten, og i Den Udvidede Oralfase forenes disse to. Restaurantbordet er alteret, køkkenet Det Allerhelligste, de sociale medier er skriftesteder, hvor karakteren sættes i scene, og vi lufter vores store pengeforbrug på endnu større tallerkener med bittesmå madting i.

Foto: Eva Agnete Selsing SH Thomas Lek.

Bevares, der kan være dannelse at hente i mad. Ligesom mad-som-sanselighed taler til sider af os, som vi har godt af at bevare kontakten med livet igennem. Men alt med måde. Tidens dyrkelse af det spiselige har for længst transcenderet det gode, veltilberedte måltid i venners lag.

Mad er meget mere i dag. Det er en sociokulturel markør og identitetsgiver; mad som eksistentielt pudefyld; mad, der mimer en trospraksis. Den socialt mest givende form for købedannelse, da den er konkret, visuel, delbar og tilgængelig for selv den åndeligt mest rundbarberede millenial-foodie: man kan distancere sig fra de (kulinarisk) lavere lag ved sin blotte deltagelse i den falbudte feinschmeckerhed. Bare bestille en dyr ret, og så så man lige nogen være ekstremt raffi!

Der er sket det samme med maden som med kunsten: en uendelig drift mod overskridelse. Det permanente (og dermed forudsigelige) behov for at trænge ud over den senest satte grænse, er et tegn på dårligdom. På dekadence. På tomhed. Tomheden får os til at gøre dumme ting, og det er dumt at ophøje bordets varer til afgudsniveau. Med rockstjernekokkene som ypperstepræster, herskende i deres madtempler, hvortil de på enhver måde og i enhver betydning sultne kultmedlemmer strømmer med lige dele tro, håb og kærlighed.

Madreligionen gør det samme som klima-dittoen: etablerer en socialt demarkerende metafysik, der på én gang trækker det menige medlem ud af den grå generalitet og ind i de særligt udvalgtes univers, og samtidig forstiller sig som ånd. Føden skal hjælpe os til at række ud over vores vilkår.

Det er på overfladen harmløst og måske endda sympatisk. Hvem synes ikke, at mad er dejligt? Ingen – sandt! En neutral, lykkefrembringende og, hedder det sig, social aktivitet. Eller er det? Nej. Så meget har ingen brug for at tænke på mad. Al den energi, der går til at tænke på mad, på madsituationens lækkerhed, på interiøret, der omgiver bespisningen, på identiteten, der skal næres – på mig, der spiser. Det er et valg.

Den tid, vi bruger på vores egen nydelse, bruger vi ikke på andre ting. Hinanden, for eksempel. Og nej; medspisernes passive selskab, mens du dyrker dine smagsløg, tæller ikke. I sagens natur er spisedyrkelsen en selvcentreret foreteelse, også selvom det foregår i et rum med andre. Tidsåndens spiseforstyrrelse er nydelse for mig. Oralfasens narcissistiske credo.