Det er kommet på mode at kritisere konkurrencestaten. Det er det cooleste coole i de smarteste af de smarte forsker- og ekspertkredse, det er den direkte vej til Debatten og Deadline og debatbogudgivelser i talrige oplag og til gudestatus på de sociale medier og kanonisering i de klassiske medier.
Kritikere af konkurrencestaten som professor Svend Brinkmann og formanden for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen er blevet mediedarlings, og når et professoridol som Svend Brinkmann i endnu en kronik skriver ordet »instrumentalisering« eller opfordrer til at stå fast og gøre oprør mod tidens udviklingstrang, da dåner det intellektuelle Danmark i ærbødig beundring.
--
Tænk at ingen har tænkt det så klart før! Tænk at ingen så skånselsløst har gennemskuet, hvordan konkurrencestaten har gjort os til trælle i vore egne liv, hvordan intet vi gør længere har værdi i sig selv, men udelukkende som redskab, som instrument, for at få kolonnerne til at stemme i den store, stygge konkurrencestat.
Sikke en frihedskamp, Brinkmann & co. har sat i gang. Næsten som er der tale om en intellektuel befrielseshær, der vil rive os ud af de tvangsmæssige livsvilkår, vi er blevet underlagt i Bjarne Corydons og Ove Kaj Pedersen og Claus Hjort Frederiksens kuende konkurrencestat.
»Hvilken gud har mon bestemt, at denne kontingente og stærkt omdiskuterede statskonstruktion er ’et vilkår’?«, lød det således forleden i et indlæg i Politiken af Svend Brinkmann og lektorerne i sociolog Anders Petersen og Rasmus Willig. Det var vendt mod Politikens Per Michael Jespersen, der var kommet for skade at betegne konkurrencestaten som »et vilkår«. Så måtte der falde brænde ned fra de trendy forskere.
--
Der er bare lige det, at i betragtning af hvor trendy Brinkmann & disciplene i den brinkmannske frihedsbevægelse er, og i betragtning af hvor intellektuelt nybrydende den slår sig op på at være, så er dens analyse forbavsende overfladisk og ufuldstændig.
For der er jo en årsag til konkurrencestaten og al dens forbandede trældom og dens instrumentalisering. En årsag til kravet om at man f.eks. skal uddanne sig hurtigt for at komme ud og tjene penge i mange, mange år. En årsag til kravet om livslang læring og personlig udvikling. En årsag til kravet om at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, så man kan tjene sine penge og betale sine skatter som lydig fodsoldat i den »kontingente og stærkt omdiskuterede statskonstruktion«. En årsag den politiske reformamok, der nøk for nøk strammer kravene til undersåtterne i konkurrencestaten og beder dem arbejde lidt længere, uddanne sig lidt hurtigere, lidt bedre, hele tiden, uden ophør.
Årsagen er velfærdsstaten. Uden velfærdsstaten ingen konkurrencestat. Det er velfærdsstaten, som skaber alle de indre afhængigheder og forbindelseslinjer, der trækkes hårdere og hårdere op i konkurrencestaten. Som skaber den »instrumentalisering«, Brinkmann & co. hader så indstændigt.
--
Det er sådan her: Hvis jeg arbejder et år mindre, så er der færre penge til dit barns daginstitutionsplads. Hvis du går og danderer den Dovne Robert-style på kontanthjælp, så må jeg svede lidt mere på kontoret for at levere den skattebetaling, der skal finansiere det. Hvis jeg ryger mine lunger kulminefarvede, så må du blive et år længere på arbejdsmarkedet for at kradse håndører nok ind til, at regionen har råd til at kurere mig. Hvis du ikke hele tiden optimerer dig og dine færdigheder, hvis din personlige og professionelle selvudvikling ikke er tiptop, da får du ikke alene problemer med din arbejdsgiver, du leverer heller ikke til staten, og der skal leveres.
Derfor har velfærdsstaten desperat brug for konkurrencestaten, for velfærdsstaten har ikke vist tegn på at være andet end umættelig. Hvis den igen omskabte sig til alene at udleve konkurrencestatskritikernes nostalgiske drøm om fællesskabets omsorg for hinanden, men uden indbyggede pligtkrav, da løb den tør for penge, inden Svend Brinkmann for 117. gang kunne nå at sige »instrumentalisering«.
--
I forbindelse med sin nye bog Ståsteder har Svend Brinkmann i flere interviews ikke desto mindre talt om at genindføre følelsen af pligt. Ikke dén der hersker i konkurrencestaten, men - som han forklarede det til Zetland - en streng moralsk pligt, der er et mål i sig selv; den pligt og magt mennesker har overfor hinanden. Deri har han en pointe og har vist i samme anledning fået venstrefløjen på nakken.
Men heller ikke den pligt, der er tvangsmæssig og ikke bærer værdien i sig selv, er fremkaldt af konkurrencestaten. Men derimod af velfærdsstaten, som i sin umættelighed har fremkaldt konkurrencestaten og har gjort mennesker mere fremmede for hinanden. Skabt afstand, hvor der engang var nærhed. Instrumentalisering, hvor der engang fandtes dannelse. Det er pudsigt, at en begavelse som Brinkmann ikke har set sin egen afsporing endnu. Men det kan jo være, at det kommer i den tredje bog.
--