En af de væsentligste, danske sociologibøger, der er skrevet, er »Det Glemte Folk« af etnologen Thomas Højrup.
Bogen handler om et misforhold, han havde fået øje på. Set fra Slotsholmen, var en række reformer af landbruget og fiskeriet i 1970erne praktiske oprydningsforanstaltninger. Men set fra Limfjordsegnene, hvor reformerne gjorde deres virkning, var der tale om krigsførelse mod en bestemt måde at leve på.
Her var man vant til at leve af en kombination af landbrug og fiskeri. Og nu betød reformerne, at man skulle beslutte sig for en af delene. Det oplevede folk langs Limfjorden som utåleligt. Fordi det tilintetgjorde hele deres livsform.
Højrup satte sig for at se systematisk på fænomenet. Og afdækkede, at vi mennesker bor i universer af dyb mening. At arbejde handler ikke bare om at skaffe penge til sine fornødenheder. Det indgår på en dybt kompliceret måde i sammenhænge med at kunne føle en mening med tingene, at have mål og retning i tilværelsen.
Når man fra Slotsholmen ødelagde den livsform, folk var blevet opdraget til at forstå som den rette måde at leve på, og som de selv gav videre til deres børn i samme ånd, var det ikke meget anderledes end imperialisme. At folk fra en helt anden del af verden kom anstigende og ændrede alt. Uden at ønsker og behov fra den lokale befolkning på nogen måde blev imødekommet eller blot lyttet til.
Jeg har været politiker så længe, at jeg kender og forstår Slotsholmens logik. At skrue op eller ned for den afgift, der skal betales, når en gård føres videre fra en generation til den næste, tager sig ud som en ren økonomisk øvelse. Gør vi det ene, får vi x milliarder i kassen. Gør vi det andet, giver det y milliarder. Længere er historien ikke. Set hen over et skrivebord og ind i et Excel-ark.
Eksistentiel mening
Men ude, hvor beslutningen virker, er sagen en anden. At drive en virksomhed som for eksempel en gård gennem generationer, er en livsform. Det vil sige et projekt, der ikke alene rummer en økonomisk mening, men også en kulturel og ligefrem eksistentiel mening. Det handler ikke om at blive rig. Det handler om formålet med alting.
Derfor må jeg tilstå, at det forarger mig, når den nye regering vil gøre det tre gange så dyrt at foretage et generationsskifte i en familieejet virksomhed, som det hidtil har været.
For det første er det sådan, at landbruget helt generelt har brug for kapital. Derfor er det en meget skidt begyndelse for en regering, der hævder, at den er erhvervsvenlig, at den med dette initiativ kommer til at trække betydelige mængder af kapital ud af landbruget.
Men for det andet og langt mere vigtigere: At holde gården i familiens hænder, er langt, langt mere end en økonomisk disposition. Det er kultur. Det er livsform. Det er måden, man i landbruget har gjort tingene i fem, seks og syv generationer. Altså helt tilbage i 1800-tallet.
Sådan noget mener jeg simpelthen, det er skurkagtigt at træde under fode. Det er ikke en måde at behandle andre mennesker på – selvom man kan.
At være regering for dem, der helst havde set en anden regering, er noget, der kræver storsind. For uden storsind går det bare ikke. Uden storsind er man ikke værdig til at regere over andre mennesker.
Det nytter ikke noget at knuse den slægtsorienterede livsform, blot fordi man ikke forstår den. Det repræsenterer en forråelse, jeg efter mange års godt bekendtskab med Socialdemokratiets topfolk ikke havde tiltroet dem. De er jo – når det kommer til stykket – nøjagtig lige så gode mennesker som landmændene.
