Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den nye regering er bygget på løftebrud

Når man læser den nytiltrådte, socialdemokratiske regerings forståelsespapir, ser man tegninger til en ny løftebrudsregering.

Er det en løftebrudsregering, vi har fået? spørger Jasmin Malling Berry Olsen, der er gymnasieelev og lokalformand i Liberal Alliances Ungdom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Statsministeriet

Den nydannede socialdemokratiske mindretalsregering bygger på det ene løftebrud efter det andet.

Mette Frederiksen, der ellers under valgkampen udtalte, at hun ikke ønskede at være statsminister for enhver pris, har tilsyneladende skiftet mening undervejs. Socialdemokratiet og støttepartiernes stærke sejr er i høj grad et resultat af løfter om en bindende klimalov, minimumsnormeringer i landets institutioner, et løfte om ikke at lempe den tidligere førte udlændingepolitik, en værdig tilbagetrækning og et velfærdsløft, der skulle gavne landets svageste.

Jasmin Malling Berry Olsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jasmin Malling Berry Olsen.

Løfter, der passer ganske fint ind i narrativet om en grøn og hjertevarm politik.

Her uddybes partiernes politiske forståelse og ønsker for Danmarks retning i det 18 sider lange dokument. Et dokument, der i øvrigt betragtes som en »retfærdig retning for Danmark«, som også er dokumentets titel. Mette Frederiksen udtaler, at det ikke bør forveksles med et regeringsgrundlag, men derimod stadig er et grundlag, hun føler sig forpligtet på, samtidig med, at hun vil følge dets ord og intentioner. En udtalelse, der klart bygger på et løftebrud fra Socialdemokratiets side.

»Hverken finansieringen eller mange af de løfter, der gladeligt blev uddelt, er på plads.«


Manglende finansiering

Socialdemokratiet udtalte gennem valgkampen, at den tidligere førte udlændingepolitik ville forblive, som den altid har været. Noget der blev glemt under forhandlingerne. Det forbliver også et ubesvaret spørgsmål, om Arne kan få en værdig tilbagetrækning. Ligeledes forbliver det et ubesvaret spørgsmål, om der i den kommende periode vil blive indført minimumsnormeringer, som SF stod fast på, og i så fald, hvornår? Hverken finansieringen eller mange af de løfter, der gladeligt blev uddelt, er på plads. Præcis som vi så det, da SR-regeringen (på daværende tidspunkt SRSF) kom til magten tilbage i 2011.

Her fyldte de gyldne løfter om en betalingsring, ingen senge på sygehusgangene, to lærere i dansk og matematik, billigere offentlig transport og millionærskat. Her, otte år senere, er det svært ikke at udtrykke en bekymring, når man erindrer, hvad der skete efter denne valgperiode.

I den »retfærdige retning for Danmark«, får Arne måske slet ikke ret til den værdige tilbagetrækning, Mette Frederiksen og Socialdemokratiet gav udtryk for, at han fortjente. Måske får samfundets yngste ikke den ekstra pædagog, forældrene ønskede, da de stemte på SF. Og måske opretholder Danmark ikke den udlændingepolitik, der før er blevet ført, med en overordnet enighed blandt flere partier.