Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Den lille kriger« er ikke nødvendigvis uopdragen

Vi bliver nødt til at slippe den sejlivede myte om, at vi ikke kan være rummelige, lyttende, fleksible, kærlige forældre og samtidig være tydelige, sætte grænser og opdrage vores børn til at være ordentlige mennesker, der kan finde ud af at være i fællesskaber og følge de regler og rammer, der er i samfundet.

»Vi lever i en tid, hvor forældre mere end de skal være autoriteter, hvor børn bare gør hvad der bliver sagt, skal være rollemodeller, som børn kan lære af. Vi skal skabe sunde relationer og samarbejder med vores børn, og samtidig skal vi tage ansvaret og lederskabet på os,« skriver Smilla Lynggaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Ideen om 'den lille kriger' er (...) en belejlig term, der kan købe den moderne og inkompetente forælder fri af sit ansvar«.

Sådan skrev litteraturredaktør Søren Jacobsen Damm i en klumme 9. januar, hvor han refererede til en række artikler om viljestærke børn bragt i Politiken i december. Jeg var hovedkilden i de artikler, hvor jeg med min faglige baggrund som pædagog og familieterapeut argumenterede for vigtigheden af at udbrede viden om viljestærke børn, eller ’små krigere’, som jeg også kaldte dem. Børn, der på grund af deres viljestyrke og bevidsthed om egne behov ofte bliver fejltolket som uopdragne, når de kæmper for det, der er vigtigt for dem.

Søren Jacobsen Damms klumme gør mig blot endnu mere sikker på, at der er brug for at få ryddet op i misforståelserne om de børn, jeg kalder viljestærke. Jeg ved ikke, hvad det er for børn, Jacobsen Damm beskriver i sin artikel, men det er ikke viljestærke. I hvert fald ikke de viljestærke, jeg gennem et årti har mødt i min praksis.

Viljestærke børn er kvikke, kreative, de husker, de stiller spørgsmål. De mærker tydeligt egne behov, de kæmper for det, der er vigtigt for dem og er noget af en mundfuld for de fleste forældre. Men viljestærke børn er ikke dem, der skriger på museer eller laver scener i biografen. Når de er ude i samfundet, samarbejder de typisk og efterlever krav, men det kommer med en pris. For når de kommer hjem, går al luften af ballonen, og de reagerer. Det er ikke, fordi forældrene i hjemmet ikke har styr på det, tværtimod handler det om, at børnene er trygge hjemme, og derfor reagerer de der.

Det handler slet ikke om, at de ikke bliver opdraget eller ikke skal opdrages, det handler om, at vi begynder at blive mere nysgerrige på børn, på hvem de er, hvilke behov de har, hvordan de har det, trives de?

Og det kræver, at vi tør lægge et forældet børnesyn bag os og turde tale åbent om, at der er mange måder at være forældre på, og ikke forfalder til bashing a la Søren Damm Jacobsens, hvor en hel forældregeneration revses som ’slap’ og ude af stand til at sætte grænser, fordi han har haft et par uheldige oplevelser med børn, der har fået lang snor på et museum.

Vi lever i en tid, hvor forældre mere end de skal være autoriteter, hvor børn bare gør hvad der bliver sagt, skal være rollemodeller, som børn kan lære af. Vi skal skabe sunde relationer og samarbejder med vores børn, og samtidig skal vi tage ansvaret og lederskabet på os.

Vi bliver nødt til at slippe den sejlivede myte om, at vi ikke kan være rummelige, lyttende, fleksible, kærlige forældre og samtidig være tydelige, sætte grænser og opdrage vores børn til at være ordentlige mennesker, der kan finde ud af at være i fællesskaber og følge de regler og rammer, der er i samfundet. For det kan vi godt.

Men forældrene kæmper en kamp, og den er ofte ensom og hård. Så i stedet for at vi skal sparke til nogen, som allerede næsten ligger ned, skulle vi hylde dem, der løser en benhård opgave, nemlig at opdrage viljestærke børn.

Smilla Lynggaard er familierådgiver og forfatter