For nylig udtalte formanden for DSU, Frederik Vad Nielsen, til Weekendavisen, at Socialdemokratiet skulle passe på ikke at lade Radikale Venstre og SF sætte dagsordenen, når det gælder uddannelsespolitikken. Det har han evigt ret i. Så opbakning herfra.
Den elendighedsdagsorden, de to partier fremturer med, når det gælder hele vores uddannelsessystem, hviler på et skrøbeligt grundlag. Den bør ikke tackles med de midler, som de to middelklassepartier forestiller sig. Og det vil få kritiske konsekvenser, hvis regeringen på trods af advarsler fra besindige mennesker som Frederik Vad Nielsen vælger at gøre det.