Landsforrædere og klasseforrædere blev der råbt efter de socialdemokratiske politikere i befrielsessommeren 1945. Det gamle parti havde samarbejdet med besættelsesmagten. Samtidig stod kommunisterne stærkt, efter at Stalin havde udslettet den tyske hær og nu herskede over det halve Europa. En kommunistisk magtovertagelse var en politisk mulighed.
Til venstre for Socialdemokratiet stod en stærk rød bevægelse, som ville omstyrte samfundet. Reformister kaldte de røde med foragt socialdemokraterne, fordi partiet ville reformer fremfor revolutionen. Disse revolutionære var en ufattelig stærk og folkelig bevægelse, ikke mindst i fagbevægelsen, helt frem til Murens fald i 1989. De foragtede den socialdemokratiske elite endnu mere end kapitalisterne. Disse klasseforrædere og pampere skulle skydes, når revolutionen kom. Den kom ikke, og det kan vi takke Socialdemokratiet for.
