Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danskerne fortjener sandheden: Hvad er op og ned i Venstres økonomiske politik?

Venstre har de sidste fire år ad flere omgange kæmpet for at hæve danskernes pensionsalder og give skattelettelser til de rigeste. Det er ikke kun kortsigtet. Det er også uretfærdigt, og det kan sætte vores sammenhængskraft over styr.

»Det er næsten komisk, at en minister fra et regeringsparti, der har skiftet økonomiske politik for hvert nyt kalenderår, fortsat holder sig til Venstres spinmanual, når det kommer til angreb på Socialdemokratiet,« skriver Nicolai Wammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Claus Hjort efterlyser på disse sider Socialdemokratiets økonomiske plan. Det til trods for, at planen både er fremlagt og gennemregnet af embedsmændene i Finansministeriet. Men hermed lidt folkeoplysning, en disciplin, Venstre selv har taget til nye højder for nylig. Mit bud vil også handle om Socialdemokratiet, men til gengæld være sandfærdig.

I Socialdemokratiet har vi fremlagt en økonomisk 2025-plan, der viser, hvordan vi vil trække Danmark i en tryggere, rigere og mere retfærdig retning. Vores plan er selvfølgelig fuldt finansieret, fordi vi i Socialdemokratiet fører en ansvarlig økonomisk politik. Finansministeren har selv regnet på vores forslag og er kommet frem til, at vores økonomiske plan hænger sammen. Vi har penge til at betale for, at der bliver flere børn og flere ældre. Og derudover en reserve på ti milliarder kr. til vores andre prioriteringer. Penge, som Venstre ikke har, fordi de har reserveret pengene til skattelettelser.

Det er næsten komisk, at en minister fra et regeringsparti, der har skiftet økonomisk politik for hvert nyt kalenderår, fortsat holder sig til Venstres spinmanual, når det kommer til angreb på Socialdemokratiet. Og hvis ikke det var fordi, regeringen gentagne gange har skabt usikkerhed om danskernes hverdag og udsigt til at kunne trække sig tilbage, ville jeg muligvis kunne trække på smilebåndet. Men Venstre har de sidste fire år ad flere omgange kæmpet for at hæve danskernes pensionsalder og give skattelettelser til de rigeste. Det er ikke kun kortsigtet. Det er også uretfærdigt, og det kan sætte vores sammenhængskraft over styr.

For vi har været vidne til en regering, der zigzagger så meget i sine økonomiske argumenter, at det har været svært at holde styr på. Ifølge finansminister Kristian Jensen var det for bare to år siden tvingende nødvendigt at hæve danskernes pensionsalder. Valget stod mellem nedskæringer i velfærden eller højere pensionsalder. Og det var direkte uansvarligt ikke at hæve pensionsalderen, fordi det så ville betyde forringet velfærd. Eller at vi skulle piske de unge endnu tidligere gennem uddannelserne.

Her op til valget er dele af Venstre blevet enige om, at ingen af delene alligevel behøves. Nu har Lars Løkke i en feberredning kort før valget meldt ud, at en grundsten i regeringens økonomiske politik, Velfærdsforliget, skal laves om. Hvordan er uvist. Men de resterende regeringspartier vil afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen. Skattelettelserne og de store reformers tid er aflyst af finansministeren, som dog alligevel på ingen måde udelukker skattelettelser efter et valg. Samtidig turnerer skatteminister Karsten Lauritzen med ambitioner om at sænke skatter og afgifter med 80 mia. kr.

Forvirret? Med rette. Man må spørge sig selv, hvad der egentlig er op og ned i Venstres økonomiske politik? Måske er svaret simpelt. Der er ikke råd til at opretholde vores velfærdsniveau og give massive topskattelettelser, som Venstre med Lars Løkke og Kristian Jensen har planer om. Derfor stikker Venstres økonomiske politik i øst og vest. Hvis Venstre overhovedet har en økonomisk politik, ser det ud til, at planerne om højere pensionsalder, skattelettelser til de rigeste og besparelser på SU er gemt væk i skuffen til efter et valg. Det har været planen de sidste fire år - lige indtil valget. Mon ikke planerne kommer frem igen, når valget er ovre? Topmålet af arrogance er ikke at være uenige om, hvordan vi prioriterer i den økonomiske politik, men at skjule sandheden, når danskerne skal til stemmeurnerne.