Danmark er en stolt søfartsnation. Det har vi været siden drivkraften på handelsskibene var sejl, og det er vi stadig den dag i dag. Vi er verdens femtestørste søfartsnation, når vi måler på den samlede fragtkapacitet, som danske rederier i dag opererer. Og kigger vi på, hvor mange skibe, som har dansk flag i hækken, er flåden vokset støt de sidste ti år og ligger på ca. 730 skibe.
En af grundene, til at Danmark har fastholdt positionen som globalt førende søfartsnation, er netop de særlige skatteforhold for danske søfolk på danskflagede skibe. Set i rederisammenhæng er det dog ikke en særlig ordning, for alle globale konkurrenter har tilsvarende ordninger – heriblandt flertallet af EU-lande. På den måde er DIS-ordningen adgangsbilletten til global søfart.



