Blandt mange europæiske politikere skaber situationen i Afghanistan stor bekymring. Skræmmende nok er de dog ikke primært bekymrede for de mange afghanere, der står i en desperat og usikker situation, men udtrykker bekymring for, om Europas ydre grænser formår at holde afghanske flygtninge ude.
Senest har udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S) annonceret, at Danmark vil støtte styrkelse af grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Samtidig sendes 15 kilometer grænsehegn til Litauen. Men de danske bidrag gør ikke meget for at løse den egentlige krise. Tværtimod.



