Trods en midlertidig nedgang i dansk økonomi vil vi stadig de kommende år mærke manglen på medarbejdere. Ikke kun i Danmark, men også i andre europæiske lande, hvor vi traditionelt har rekrutteret mange medarbejdere. Det kan vi ikke forvente, at vi kan i fremtiden.

Derfor har vi også i stigende grad brug for at kunne ansætte medarbejdere fra andre lande uden for EU. Lykkes vi ikke med at tiltrække flere internationale medarbejdere til Danmark, risikerer vi at stå med uoverstigelige problemer i både den offentlige og den private sektor i de kommende år. Det er meget glædeligt, at regeringen har præsenteret et regeringsgrundlag, hvor man vil lette adgangen til internationale medarbejdere for virksomhederne – blandt andet at indføre en ny ordning med lavere beløbsgrænser og ved at sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Vi hilser regeringens initiativer velkommen. Men flere midler og en lavere beløbsgrænse gør det ikke alene.