Det er mandag 6. december. P1-debat sender live med klimaminister Dan Jørgensen i den varme stol. Allerede fra start lammes DRs telefonlinje af bekymrede lyttere, inklusiv undertegnede, der forgæves forsøger at komme igennem til ministeren. Hurtigt bliver det gjort klart, at majoriteten af lytterne har én ting tilfælles: Bør Danmark satse på atomkraft?
Dan Jørgensen er hurtig fra start med, at Danmark ikke bør satse på atomkraft, da de vedvarende energikilder kan klare ærterne selv. Dertil får ministeren sagt, at atomkraft ikke bør anses som værende en komplementær løsning, da de vedvarende alternativer er mere bæredygtige end atomkraften.