Danmark skal forblive på forskningsfronten

De mægtigste forandringer, og de mest værdifulde løsninger til samfundets udfordringer, dukker ofte op ud af ingenting – ren nysgerrighed og muligheden for at forske frit, uden politisk agenda.

»Kunne vi ikke overlade frontforskningen til andre nationer og blot gratis nyde godt af den senere? Den strategi er velafprøvet i mindre velstillede lande uden gode resultater. Problemet er, at højeste niveau i den frie grundforskning er, hvad der også driver højeste niveau i kæderne længere nede,« skriver Poul Henrik Damgaard og Mogens Høgh Jensen. Tim Kildeborg Jensen / Ritzau Scanpix

I det forløbne år fejrede vi 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. I år kan vi fejre 100-års jubilæet for Niels Bohrs Institut for Teoretisk Fysik på Blegdamsvej i København. To lysende stjerner på den videnskabelige himmelkuppel, der bevidner, at Danmark har en stolt tradition for at ligge allerforrest i grundforskning. Løbende skal vi minde os selv om, hvor stor betydning denne frie grundforskning har for os alle.

En verden uden brug af elektromagnetisme kan vi ikke forestille os. Alt fra produktion af elektricitet i kæmpe turbiner eller vindmøller til elmotorer overalt i samfundet er baseret på den. Elektrificering af persontransport er blot sidste skud på stammen. Værdien af Ørsteds fundamentale opdagelse, der blev startskuddet til alt dette, kan ikke gøres op.